Politikere erkender fejlslagen strategi - legen skal tilbage i børnehaven

Skolen er rykket længere og længere ned i børnehaverne, men det skal være slut. Forsker advarer politikere mod at tro, alle problemer dermed er løst.

Rundt om i Næstved Kommunes børnehaver har fokus på at blive klar til skolestart fyldt alt for meget.

Sådan lyder det fra næstformand for Børne- og Uddannelsesudvalget i Næstved Kommune Michael Perch (S).

quote Det løser ikke noget bare at fjerne det at lege skole, hvis ikke vi forstår det bagvedliggende problem

Anja Hvidtfeldt Stanek, lektor ved Institut for Psykologi, SDU

- Deres måde at gøre børnene parate til skolen, har mindet lidt for meget om skolearbejde, forklarer han om baggrunden for den beslutning udvalget har truffet.

Næstved Kommune vil således ikke længere have såkaldte storbørnsgrupper i daginstitutionerne, hvor det primære fokus er skole- og undervisningsaktiviteter.

- Flere forskere peger på, at det, som er vigtigt i børnehaven, er tid til legen, for der kommer gode ting med, når børn er gode til at lege, siger Michael Perch, med henvisning til blandt andet bedre trivsel.

Udvalgets næstformand Michael Perch (S) erkender selv, at kommunen nu går kontra på mange års fokus på skoleforberedelse i børnehaverne.
Udvalgets næstformand Michael Perch (S) erkender selv, at kommunen nu går kontra på mange års fokus på skoleforberedelse i børnehaverne. Foto: Kevin Rasmussen - TV2 ØST

Har set det med egne øjne

Næstformanden hævder, at han med egne øjne har set 4-årige børn sidde i børnehavestuer indrettet som små klasseværelser, hvor de er blevet bedt om at møde med penalhus og skulle sidde stille længe på en stol for at lave opgaver.

Han ønsker ikke at oplyse konkret, hvor han har set dette foregå i kommunen, men henviser i stedet til en rundspørge, der skal indikere, at det skulle være tilfældet flere steder i Næstved Kommune.

- Vi har spurgt ind til, hvordan man arbejder med skoleforberedelse, og der har vi kunnet se, at det foregår på meget forskellige måder, og det – jeg kalder for skoleficering i daginstitutionerne – har vist sig mere udbredt, end jeg havde set, siger han.

Og det er ikke hensigtsmæssigt, mener Michael Perch, der selv er skolelærer.

- Hele denne skoleficering er en underkendelse af det vigtige arbejde, pædagogerne laver i daginstitutionen.

Hvad er storbørnsgrupper og førskole?

  • Flere kommuner gør brug af såkaldt førskole.

  • På landsplan starter to ud af tre børn således i førskole forud for start i børnehaveklasse. Det viste en undersøgelse fra Vive i 2022.

  • I Næstved Kommune kommer børnehavebørn i førskole den 1. april i det år, hvor de starter i skole i august.

  • Førskole er blandt andet brugt som en vej til besparelser i kommunerne, da normeringen i førskolen er lavere end i børnehaven.

  • Derudover har man i Næstved Kommune haft såkaldte storbørnsgrupper i daginstitutionerne, hvor det primære fokus har været skole- og undervisningsaktiviteter.

  • Det er disse såkaldte storbørnsgrupper i daginstitutionerne, som politikerne nu har besluttet skal ophøre i Næstved.

Opbakning fra forælder

I børnehaven Frit 16 møder TV2 ØST Dan Kristensen, der er kommet for at hente sin søn. Han er tilhænger af den frie leg i børnehaven.

- Det skal ikke være sådan, at man sidder og regner plusstykker ud og staver til ting. Det skal gå igennem leg. Det kan for eksempel være ved hjælp af børnesange, siger han.

Han er selv lærer på en erhvervsskole, og han mener, at det kan række længere end bare børnehaven, hvis man formår at koble undervisning sammen med noget sjovt - som leg.

- Når man er et sted, hvor unge mennesker og børn har det sjovt, så er indlæringen også større. I stedet for at vi tvinger det ned over dem, lyder det.

Et skridt i den rigtige retning

Betina Vincent Andersen, der er formand for i BUPL Sydøst, som organiserer det pædagogiske personale i de kommunale dagtilbud, hilser beslutningen om mindre fokus på skole- og undervisningsaktiviteter i børnehaverne velkommen.

- Overordnet set er det rigtig godt at få alle de her krav ud, siger hun og tilføjer:

- Jeg har for nyligt talt med nogle pædagoger, som fortæller, at de skal simpelthen nå så meget i den førskolegruppe – alt muligt man skal kunne måle barnet på – inden det skal gå i skole.

Betina Vincent Andersen, formand, BUPL Sydøst, fortæller at flere kommuner er begyndt at se i retning af at udskyde børns møde med skolelivet. Senest har Faxe Kommune afskaffet førskole, så børn får lov at blive i børnehaven helt ind til skolestart.
Betina Vincent Andersen, formand, BUPL Sydøst, fortæller at flere kommuner er begyndt at se i retning af at udskyde børns møde med skolelivet. Senest har Faxe Kommune afskaffet førskole, så børn får lov at blive i børnehaven helt ind til skolestart. Foto: Kevin Rasmussen - TV2 ØST

Hun peger på, at politikernes beslutning ikke ændrer ved, at børn stadig skal gå fra børnehave til såkaldt førskole cirka fire måneder før, de skal starte i børnehaveklasse.

- Generelt set skal børn være i børnehaven, ind til de skal starte i skole. Fordi hver gang du har et skifte, står barnet lidt stille i forhold til den udvikling, barnet har gang i.

Af netop denne grund, har man i Faxe Kommune for nyligt afskaffet førskole.

- Der har været en tendens over de seneste år, hvor flere store undersøgelser, blandt andet fra VIVE, viser, at førskole i virkeligheden ikke er ret godt for børnene, blandt andet fordi, det giver flere skift, siger Mikkel Dam (LA), der er udvalgsformand for Børn og Læringsudvalget i Faxe Kommune.

Han oplyser, at beslutningen i Faxe Kommune vil koste 900.000 kroner.

Forsker: Løser ikke alene trivselsproblem

TV2 ØST har talt med Anja Hvidtfeldt Stanek, lektor ved Institut for Psykologi på SDU.

Hun har forsket i, hvordan skolen bliver presset længere og længere ned i alderstrinnene i daginstitutionerne.

- I mange år har det været et politisk krav, at børn skal blive dygtigere hurtigere, men der er bare ikke noget, der tyder på, at børnene bliver dygtigere hurtigere ved, at vi tager skolen på forskud i anden sammenhæng, siger hun.

Anja Hvidtfeldt Stanek, lektor ved Institut for Psykologi på SDU, har aldrig fundet belæg for, at det er gavnligt at tage skolen på forskud, men hun advarer samtidig mod at falde i den modsatte grøft. - Hvis vi automatisk tænker, det er farligt, hvis nogen børn synes det er sjovt at lege skole, det vil også være en misforståelse.
Anja Hvidtfeldt Stanek, lektor ved Institut for Psykologi på SDU, har aldrig fundet belæg for, at det er gavnligt at tage skolen på forskud, men hun advarer samtidig mod at falde i den modsatte grøft. - Hvis vi automatisk tænker, det er farligt, hvis nogen børn synes det er sjovt at lege skole, det vil også være en misforståelse. Foto: Kevin Rasmussen - TV2 ØST

Anja Hvidtfeldt Stanek vurderer, at politikerne i Næstved har taget et væsentligt skridt i den rigtige retning ved at flytte fokus væk fra skole- og undervisningsaktiviteter i børnehaven.

Men det er langt fra ensbetydende med, at alle trivselsudfordringer dermed er løst.

- Det løser ikke noget bare at fjerne det at lege skole, hvis ikke vi forstår det bagvedliggende problem, siger Anja Hvidtfeldt Stanek og tilføjer:

- Problematikkerne handler om, at vi de sidste 20-30 år i stigende grad har haft travlt med at forudbestemme, hvad børn skal ville, frem for at understøtte, hvad børnene gerne vil selv – og her er det, vi skaber nogle grundproblemer i børns udvikling.

Penge følger ikke med

Næstved-politikeren Michael Perch medgiver, at politikerne gennem mange år selv har været med til at presse på den udvikling, som Næstved Kommune nu vil gå kontra på.

- Ja, det anerkender jeg 100 procent, siger han og tilføjer:

- Stod det alene til mig, så startede skoleaktiviteter, når børnene starter i skole.

Alligevel følger der ikke penge med til den nye politiske retning, så børn i Næstved Kommune kan få lov at blive i børnehaven ind til skolestart.

- Det, vi har haft mulighed for at gøre lige nu, er noget, der er udgiftsneutralt. Den måde, vi går til opgaven på, kan vi gøre inden for den eksisterende ramme.


Nyhedsoverblik