Politikere overraskede over millionunderskud efter Obama-besøg

Skatteborgerne i Næstved ender med at give et millionstort tilskud til den tidligere amerikanske præsidents besøg i Næstved. Det er nogle politikere forundrede over.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En ekstraregning på 1,6 millioner kroner ender nu hos borgerne i Næstved Kommune, efter det stort anlagte besøg af den tidligere amerikanske præsident Barack Obama i marts endte med at give underskud.

Regningen kommer, fordi kommunen havde stillet en underskudsgaranti til arrangementet, som nu ender med at blive udløst. Det sker, fordi arrangementet i sidste ende gav et underskud.

Da Obama besøgte Næstved var der ellers lagt op til en fest, der varede i flere dage. Overalt ved indkørsler til byen var der opsat balloner, og i medierne kogte det med nyheder om det nærmest royale besøg.

Læs også
Næstved går all in på Obama-besøg: - Det er jo kæmpe stort
Læs også
Næstved går all in på Obama-besøg: - Det er jo kæmpe stort

Tømmermænd melder sig

Obamas besøg gik da også rigtig godt - og det er først nu, hvor regningen for besøget gøres op, at politikerne for alvor mærker tømmermændene i form af millionregningen i et i forvejen presset kommunalt system.

Sådan fordeler indtægter og udgifter sig ved besøget

Indtægter fra entre, garderobe og erhvervsbilletter: 5.739.252 kroner.

Udgifter til eventet, varekøb, forsikring mv.: 7.372.431 kroner.

Resultat: underskud på 1.633.179 kroner

Politikerne havde nemlig givet Arena Næstved en såkaldt underskudsgaranti på to millioner kroner. Det betyder, at underskuddet på lidt mere end 1,6 millioner nu ender hos kommunens borgere.

Læs også
Nu er Obama på scenen i Næstved
Læs også
Nu er Obama på scenen i Næstved

Og det er en overraskelse, siger Kasper Schneider fra Liberal Alliance.

- Jeg havde på ingen måde forventet, at vi skulle til at udbetale skatteborgernes penge til en underskudsgaranti. Slet ikke med de løfter, der var givet inden - at hvis der blev solgt x antal billetter, Så ville det hele løbe rundt, siger han.

Kasper Schneider fra Liberal Alliance.
Kasper Schneider fra Liberal Alliance. Foto: Caroline Thomsen - TV2 ØST

Også Enhedslistens Tommy Lindegaard er overrasket

- Jeg må sige, at det kommer fuldkommen bag på mig. Tilbagemeldingerne var jo rent faktisk, at der blev solgt rigtig mange billetter, og arrangementet har også været stort set udsolgt, siger han.

Tommy Lindegaard fra Enhedslisten.
Tommy Lindegaard fra Enhedslisten. Foto: Caroline Thomsen - TV2 ØST

En forudsætning

Det var politikerne i kommunens økonomiudvalg, der i december sidste år godkendte underskudsgarantien på de to millioner kroner.

Garantien var en forudsætning for, at arrangementet kunne løbe af stablen, og det var dengang ikke kommunens forventning, at pengene skulle udbetales - men kun være en sikkerhed.

I dag er Næstveds borgmester Carsten Rasmussen (S) ærgerlig over underskuddet, men mener, at det er forståligt.

Læs også
Phillippa interviewede Obama: - Det var angstprovokerende
Læs også
Phillippa interviewede Obama: - Det var angstprovokerende

- Det var et stort arrangement, og jeg tror, at der var mange ting, som Arena Næstved ikke vidste, hvad ville koste. Al sikkerheden og opsætningen af arrangementet helt ned til de særlige garderober, fordi så mange mennesker skulle nå at komme ind og komme på plads, siger Næstveds borgmester Carsten Rasmussen (S).

Carsten Rasmussen mener, at omfanget af besøget muligvis kom bag på Arena Næstved.
Carsten Rasmussen mener, at omfanget af besøget muligvis kom bag på Arena Næstved. Foto: Caroline Thomsen - TV2 ØST

Arena Næstved ønsker ikke at stille op til interview om sagen, men skriver i et skriftligt svar til TV2 ØST, at resultatet af arrangementet ikke kommer bag på dem:

- På hverken top- eller bundlinjen er vi overrasket over udbyttet i forhold til medieomtale, branding, værdi, økonomi og publikumseffekt. Vi har afleveret en rapport til Næstved Kommune, som beskriver effekterne, skriver Arena Næstved.

Regning bør ikke undre

Ifølge en ekspert i den kommunale sagsbehandling, så burde den ekstra regning til arrangementet ikke komme bag på politikerne.

Tommelfingerreglen er nemlig, at man som byråd altid skal regne med, at pengene bliver brugt, når man udsteder en underskudsgaranti.

Læs også
Så meget koster det at møde Obama
Læs også
Så meget koster det at møde Obama

- De skal tænke på det som et tilskud, og altså regne med, at pengene også kommer til at blive udbetalt. Så kan de være positivt overrasket, hvis det ikke sker, siger Arne Ullum, der er chefredaktør for nichemediet NB Kommune.

Besøget gav stort fokus på Næstved

Arena Næstved vurderer i en rapport, at Obamas besøg på Sydsjælland har givet et stort overskud, målt på effekter i samfundet.

Arena Næstved vurderer, at samlet set 436 omtaler i pressen potentielt nåede ud til 55 millioner mennesker. Det har en samlet annonceværdi på 13 millioner kroner, vurderes det.

Samtidig vurderer de, at det øvrige samfund også tjente på besøget.

For eksempel vurderer Arena Næstved, at lige under 200 gæster efter eventet overnattede på hotel eller vandrehjem i kommunen. Sammen med indtægterne fra omkring 2.000 gæster giver det en samlet turismeomsætning i Næstved på 746000 kroner, fraregnet selve billetsalget til eventet.

På gaden i Næstved er der dog delte meninger om besøget var vigtigt nok til at blive en større kommunal udgiftspost.

- Jeg synes generelt, pengene nok var brugt bedre et andet sted. Du kan godt bruge en masse penge på det, men spørgsmålet er,  om det nødvendigvis giver meningen, når vi ligesom har større problemer, siger Michael Jensen fra Næstved, som vi møder på gågaden.

Læs også
Hotdogs og pap-præsidenter - sådan har Næstved gjort klar til Obama-besøget
Læs også
Hotdogs og pap-præsidenter - sådan har Næstved gjort klar til Obama-besøget

Det er dog ikke et udsagn som Jonas Kardyb fra Præstø er enig i.

- Han er jo en kæmpe personlighed, og nogle gange giver det overskud og nogle gange giver det underskud. Jeg synes, at det er godt, at man satser, siger han.


Nyhedsoverblik