Fredag den 6. januar om eftermiddagen modtog flere forældre til børn på skoler i Næstved Kommune en besked på Aula om, at den mail, de bruger i skolesammenhæng, var blevet lukket.
Årsagen er spredning af pornografiske billeder.
Til TV2 ØST fortæller Kathrine Ersted Sørensen, der er chef for Center for Skole i Næstved Kommune, at kommunens it-afdeling nu er ved at finde ud af, hvad der præcis er sket.
- Vi har et ret finmasket net, der faktisk besværliggør afsendelser af mange typer billeder, så derfor er vi lige nu optagede af at finde ud af, hvad der gør, at de her billeder er kommet igennem, siger hun.
Som reaktion har kommunen lukket for samtlige af de Google-baserede mailkonti, som eleverne har fået via deres skole.
Centerchefen understreger, at der ikke er tale om billeder af elever.
- Det er billeder af nøgne mennesker, man kan finde ved almindelig søgning på nettet. Der er ikke nogen, der har taget billeder af hinanden og sendt rundt. Det er billeder af relativt dårlig kvalitet, tydeligvis klippet fra nettet, oplyser Kathrine Ersted Sørensen.
Ikke et hackerangreb
Den pågældende mail er ifølge Kathrine Ersted Sørensen sendt til mindst 1.000 elever i Næstved Kommune. Kommunens it-afdeling arbejder fortsat på at finde ud af, præcis hvor mange, det drejer sig om.
Kathrine Ersted Sørensen vurderer, at det langt fra er alle elever, der har nået at åbne mailen.
- Vi ved ikke, hvor mange, der bruger den mail, men vi ved, at det langt fra er alle.
Alligevel valgte Center for Skole at sende beskeden om lukningen kollektivt ud på Aula for at forberede forældre og elever på, at de ikke kunne bruge deres kommunale mailkonto.
- Det var vanskeligt for os at identificere, om der var elever, der skulle bruge den mail lige den dag, og derfor var det mest passende at orientere om, at den var lukket, siger Kathrine Ersted Sørensen.
I første omgang var det uvist, om mailen kom ude fra eller var sendt fra en elev. Men i løbet af fredagen fandt kommunens it-afdeling frem til, at der ikke er tale om en udefrakommende mail eller hackede konti.
- Lige nu tyder det på, at det er “uskyldigt”, forstå mig ret. Det er ikke et stort hackerangreb. Det havde vi en svag bekymring for, og det var også argumentet for at lukke de her konti. Men det tyder altså ikke på, at det er det, der er tale om her, siger Kathrine Ersted Sørensen.
Sagen er derfor heller ikke blevet politianmeldt.
Vil have højeste sikkerhed
Selvom frygten for et hackerangreb er blevet afmonteret, holder kommunen fortsat elevernes mailkonti lukkede.
Imens arbejder it-afdelingen på at finde ud af, om der kan laves yderligere filtre, så mails med den slags indhold ikke kan spredes mellem elevernes mail fremover.
- Vi er ikke sat i verden for hindre, at kommunikation kan foregå digitalt, fordi det er også en måde, vi kommunikerer på i dag, men vi er bestemt forpligtet til, at der er den absolut højest eksisterende sikkerhed på, at det kun er almengyldigt materiale, man kan sende til hinanden, siger Kathrine Ersted Sørensen.
It-afdelingen arbejder også på at finde en løsning, så den pågældende mail med billederne kan blive filtreret ud af elevernes indbakke, før kommunen åbner for deres mailkonti igen.
Lykkes det ikke, kan det ifølge centerchefen blive en løsning at lade de kommunale mailkonti forblive lukkede.
- Når vi finder ud af, hvor mange, der bruger den her mail fast, vil vi overveje, hvad vi gør. Det kan være at lade den forblive lukket, siger Kathrine Ersted Sørensen.
Hun fortæller, at forældrene, der har modtaget beskeden på Aula, får mere at vide, når Center for Skole er kommet til bunds i sagen.