Særlig zone vil gøre op med myte om farligt natteliv

Tiltaget Næverzone har gennem flere år haft fokus på at få narko ud af Næstveds natteliv. Nu vil aktørerne bag også gøre op med forældrenes frygt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Siden 2019 har politiet, SSP, Natteravnene, taxaselskaber, værtshuse og diskoteker i Næstved arbejdet sammen for at få stofferne ud af byens natteliv. 

Det har ifølge lokalpolitiet været en stor succes, men samtidig har kampen mod narko i nattelivet skabt en frygt for, at stofferne er allestedsnærværende i Næstved. 

- Fortællingen har været, at stofferne flyder i nattelivet i Næstved. Det er blevet en myte eller en flertalsmisforståelse blandt mange forældre, at det ikke er sikkert at sende teenagere ud i byen, siger Bjørn Mazur Andersen, der er SSP-konsulent i Næstved Kommune og initiativtager til samarbejdet Næverzone. 

Han vil gerne gøre op med myten om Næstved som en by, hvor vold og stoffer præger nattelivet. 

SSP-konsulent Bjørn Mazur Andersen giver forældrene gode råd til at håndtere de unges selskabsliv.
SSP-konsulent Bjørn Mazur Andersen giver forældrene gode råd til at håndtere de unges selskabsliv. Foto: Arkivfoto - TV2ØST

- Der er udfordringer med det, men hvis man ser på statistikkerne kan man se, at Næstved ikke adskiller sig fra andre byer på det punkt, forklarer han. 

Derfor inviterer han sammen med lokalpolitiet i Næstved og de andre aktører i samarbejdet til informationsmøde torsdag aften klokken 19 på handelsgymnasiet ZBC Næstved for alle interesserede forældre. 

Her bliver rygterne om Næstveds vilde natteliv manet til jorden, og forældrene får gode råd til, hvordan de kan være med til at skabe trygge og sikre rammer for deres teenagere i nattelivet. 

quote Den unge generation er meget bedre til at passe på hinanden end tidligere generationer

Karsten Frid, diskoteksmanager

- Jeg håber, at forældrene kan gå hjem med mere ro i maven, så de ikke er ængstelige, når deres teenagere går i byen. Forældrene kan selv gøre meget for at give de unge en god aften, og på mødet torsdag aften vil vi komme ind på konkrete tiltag, der kan hjælpe de unge med at få en god tur i byen, siger Bjørn Mazur Andersen. 

Et af de store trækplastre i Næstveds natteliv er diskoteket Crazy Daisy. Diskoteket er med i tiltaget Næverzonen, og diskotekets manager Karsten Frid vil også komme med gode råd til forældrene torsdag aften. 

- Det er i sidste ende også til vores fordel, at forældrene føler sig trygge ved at sende deres voksne børn i byen hos os, siger Karsten Frid. 

Kent Edvardsen fra politiet vil give konkrete råd til forældrene.
Kent Edvardsen fra politiet vil give konkrete råd til forældrene. Foto: Frederik Thorup - TV2 ØST

Han vil også gerne gøre op med myten om, at nattelivet i Næstved er særligt farligt. 

- Vores personale gør meget for at skabe en god stemning, men jeg oplever også, at den unge generation er meget bedre til at passe på hinanden end tidligere generationer.

Ifølge Karsten Frid har nattelivet generelt ændret sig i en positiv retning de seneste år. 

- Det er noget helt andet i dag, end det var for 15-20 år siden. Der er langt færre slåskampe, og de unge har en helt anden opmærksomhed på hinanden, siger han. 

Håndgribelige råd

Leder af lokalpolitiet i Næstved, Kent Edvardsen, håber, at mange forældre vil møde op til det gratis informationsmøde torsdag aften. 

- Vi kommer med en række håndgribelige råd til forældrene om, hvordan de kan klæde deres teenagere på til at begå sig i nattelivet, og så vil vi også fortælle om de faktiske forhold, så vi kan få afkræftet myten om, at det er farligt at gå i byen i Næstved, siger han. 


Nyhedsoverblik