Samtlige kommuner ligger over coronagrænse - nu indføres der flere tiltag

Alle kommuner i senderområdet har et incidenstal på over 400.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Der skulle tages nogle vigtige beslutninger i direktionen i Næstved Kommune tirsdag morgen. For to dage siden begyndte incidenstallet i kommunen at overstige grænseværdien på 400 smittede per 100.000 indbyggere.

- Vi retter os ind, så hurtigt vi kan, når vi får nye meldinger fra Sundhedsstyrelsen og andre myndigheder. Det gør vi, fordi vi gerne vil gøre vores til at undgå, at smitten breder sig, og det bliver nødvendigt at lukke ned, sådan som vi oplevede i første halvår, siger Jakob Bigum Lundberg, direktør i Næstved Kommune.

Tirsdag er incidenstallet i Næstved Kommune på næsten 603 smittede per 100.000 indbyggere, og derfor anbefaler sundhedsmyndighederne at lave lokale indsatser, der er  "særligt smitteforebyggende". 

Sådan er anbefalingen faktisk for alle 12 kommuner i sendeområdet. 

Torsdag morgen valgte Næstved Kommune at indføre en række coronatiltag. Det fortæller direktør Jakob Bigum Lundberg.
Torsdag morgen valgte Næstved Kommune at indføre en række coronatiltag. Det fortæller direktør Jakob Bigum Lundberg. Foto: Frederik Hagedorn - TV2 ØST

Tiltag på skoler 

Den kommune med det laveste incidenstal er Odsherred Kommune med 441. Værst står det til i Kalundborg Kommune, hvor incidenstallet ligger på 933 smittede per 100.000 indbyggere.

Det betyder, at myndighederne blandt andet anbefaler kommunerne at have ekstra fokus på håndhygiejne, udluftning, vaccination og test. Derudover anbefaler de at indføre tiltag især på skoler og i dagtilbud i kommunerne.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En af dem, der netop har taget disse typer tiltag i brug, er Holbæk Kommune, der var én af de første til at overstige grænseværdien.

På Bjergmarkskolen er der indført en række foranstaltninger, der skal prøve at begrænse smitten.

- Vi skal så vidt muligt holde eleverne inden for klassen. Vi skal sørge for, at vi får luftet ud, at eleverne får vasket hænder og spritter af, og vi sørger for, at vi vasker af i klasselokalerne mellem skift, siger skoleleder på Bjergmarkskolen Per Gjerrild. 

Læs også
Her er flest personer smittet og vaccineret
Læs også
Her er flest personer smittet og vaccineret

Derudover kan eleverne fra tredje klasse og ældre blive testet fire dage om ugen. Det er primært de børn, som ikke er vaccinerede og elever i klasser med smitteudbrud.

- Vi har et mål om at kunne lave så meget almindelig undervisning som overhovedet muligt. Det synes jeg, vi kan gøre indenfor de rammer, som vi har, siger Per Gjerrild.

Særligt smitteforebyggende tiltag

Fra den 15. november 2021 gælder anbefalinger om, at kommuner indfører særlige smitteforebyggende tiltag, hvis følgende to kriterier er opfyldt:

- Der er 400 eller flere smittede pr. 100.000 borgere i kommunen.

- Der er 20 eller flere smittetilfælde i alt de sidste syv dage.

Anbefalingerne ophører, når kommunen i syv dage i træk ikke på samme dag har været over kriteriers grænseværdier.

Kilde: Statens Serum Institut

Stigende smitte

Til trods for, at mange kommuner altså har indført en række smitteforbyggende initiativer, så stiger smitten fortsat. 

Alligevel håber kommunerne, at deres initiativer virker.  

- Alt andet end lige betyder det noget, når man har børn og unge i mindre grupper, og de ikke ses så meget på tværs, når de er på skolerne og i institutionerne. Så vi tror helt klart, det hjælper i forhold til smitten, siger Lene Magnussen, der er direktør i Holbæk Kommune.

Det samme mener Per Gjerrild. Han vil i hvert fald gøre sit til at bremse smitten.

- Det ville simpelthen være en ulykke at vende tilbage til fjernundervisning igen. Det vil vi gøre meget for at vi undgå, siger han.


Nyhedsoverblik