Se videoen: Elefant smadrede bil efter badetur

Det, der traditionen tro skulle have været en hyggelig tur i vandet for Cirkus Arenas elefanter, endte med, at en bil blev smadret ved Karrebæksminde lørdag.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Lørdag var Cirkus Arenas elefanter sendt på deres årlige badetur ved Karrebæksminde. Men turen endte i år på kaotisk vis med en smadret bil.

Masser af mennesker var dukket op for at forevige badeturen, men tilsyneladende gik noget galt. En utilfreds bilist mente, at det var på sin plads at bruge sit horn på bilen lige ved siden af elefanterne, da de passerede Græshoppebroen med det resultat, at en af elefanterne blev forskrækket og lavede en rotation, som var ved at vælte en kørestolsbruger omkuld.

Om det var samme elefant, der kort tid efter gik amok på bilen, er uvist. Men i hvert fald ødelagde den en helt ny Skoda, da den skulle forbi mellem en container og en parkeret bil. Her stak den sine stødtænder ind gennem sideruden, løftede bilen op og trampede efterfølgende på den helt nye bils kølerhjelm for derefter at give den nogle kraftige slag med snablen. Det skriver Media Næstved.

Ingen mennesker kom til skade, men elefanten pådrog sig et blødende sår ved den ene stødtand. Ejeren af bilen er underrettet, og Cirkus Arenas forsikring dækker skaden på bilen, oplyser Cirkus Arenas presseansvarlige.

Oddmar Nygård var i Karrebæksminde og se elefanterne. Han optog den her video:

 

 


Nyhedsoverblik