Skal spare 45 millioner kroner - ældre frygter store forringelser

Spareforslag for millioner får Ældrerådet i Næstved Kommune til at råbe op forud for byrådets budgetseminar.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Om få dage mødes Næstved Byråd i Karrebæksminde for at finde ud af, hvordan kommunen kan sænke næste års udgifter med 45 millioner kroner.

quote Kan du forestille dig at leve i et hjem, hvor der kun bliver gjort rent hver tredje uge?

Leila Frandsen, næstformand i ældrerådet i Næstved

Som optakt til det har politikerne bedt administrationen om udpege, hvor og hvor meget der kan spares i det kommunale budget. 

Herunder på ældreområdet, der allerede tilbage i maj blev pålagt besparelser på 25 millioner kroner. Og nu er der identificeret mulighed for yderligere besparelser på samlet 7,5 millioner kroner.

Men nok er nok, mener kommunens ældreråd, der har udsendt en pressemeddelelse, eller opråb om man vil, til politikere og medier.

Ældreområdet skal fredes, mener de.

- Vi synes ikke, der skal spares mere på ældreområdet, end der allerede er gjort, og hvor der også er gået for langt, siger Leila Frandsen, der er næstformand i ældrerådet i Næstved. 

Hellere huller i vejene

De allerede vedtagne besparelser, som træder i kraft i 2024, kommer til at gøre ondt, og indfører man flere besparelser, gambler man med både de ældres og de ansattes ve og vel, mener Leila Frandsen.

Læs også
Pårørende rejser kritik af plejehjem på Stevns: - Jeg blev så ked af det og gal
Læs også
Pårørende rejser kritik af plejehjem på Stevns: - Jeg blev så ked af det og gal

- Kan du forestille dig at leve i et hjem, hvor der kun bliver gjort rent hver tredje uge? Det er jo så forfærdeligt. Det kan være ældre mennesker, der har svært ved at se og taber noget, som så kan ligge der i tre uger, siger Leila Frandsen og tilføjer:

- Og så kommer der jo så heller ikke nogen og snakker med dem og kan vurdere, om der sker en forringelse af de ældres tilstand.

quote Det er svært at finde meget mere, hvis vi skal have en god ældrepleje.

Michael Perch (S), formand for socialudvalget i Næstved Kommune

Blandt de nye spareforslag findes blandt andet forslag om at fjerne kørsel til aktivitetscentre for borgere med demens samt en reduktion af aktivitetstilbud og ensomhedskonsulenter.

Råderumskatalog for Socialområdet i Næstved Kommune

I alt har administrationen udpeget mulige besparelser for 7,5 millioner kroner på socialområdet.

  • Egenbetaling for vareudlevering: 350.000 kroner

  • Ophør af bevilling til kugledyner: 100.000 kroner

  • Ophør af kørsel til dagcenter for borgere med demens: 3.000.000 kroner

  • Reduktion i antallet af optag af elever på SOSU-området: 2.000.000 kroner

  • 20 procent reduktion i aktivitetstilbud (fire årsværk): 2.000.000 kroner

Kilde: Råderumskatalog - Budget 2024, Næstved Kommune

Leila Frandsen frygter også, at det vil gå ud over de ældre medborgeres helbred, hvis de ikke får de aktiviteter, som de plejer.

- Det gør måske også, at de bliver mere syge, mere ensomme og det får jo en langtidsvirkning, siger hun og fortsætter:

- Derudover kan det også betyde, at kommunen får endnu sværere ved at rekruttere personale, fordi man får talt ældreområdet ned.

Ifølge administrationen kan der spares to millioner kroner ved at spare 20 procent på kommunens aktivitetstilbud for ældre.
Ifølge administrationen kan der spares to millioner kroner ved at spare 20 procent på kommunens aktivitetstilbud for ældre. Foto: Katja Højbjerg - TV2 ØST

Hun anerkender, at politikerne skal finde besparelser, men opfordrer forud for budgetseminaret til, at politikerne skelner mellem, hvad der er "nice to have" og "need to have". 

- Selvfølgelig er det ikke smart, at vejene ikke er i orden, og at der er huller alle vegne, men det kunne vi måske bedre leve med, end at behandle vores ældre på den måde, som vi gør nu. 

- Basisplejen af de ældre er trods alt vigtigere, siger Leila Frandsen. 

Svært at spare mere

Torben Klitmøller Hollmann, der er centerchef for Center for Sundhed og Ældre i Næstved, anerkender kritikken af spareforslagene, som hans afdeling har udarbejdet på politikernes opfordring. 

- Når man skal finde besparelser på ældreområdet, vil det altid kunne mærkes hos borgerne, fordi alt, hvad vi laver, har med borgere at gøre, siger han og tilføjer:

- Vi laver et katalog med spareforslag, og så er det en politisk beslutning, hvilke man vil tage i brug, siger han. 

Læs også
Overvejer én rengøring hos ældre hver tredje uge - kommune på vej med store besparelser
Læs også
Overvejer én rengøring hos ældre hver tredje uge - kommune på vej med store besparelser

Fra den politisk ansvarlige på ældreområdet, formanden for kommunens socialudvalg Michael Perch (S), lyder meldingen også, at spareforslagene indtil videre kun er forslag, og at der ikke endnu er taget beslutning om, hvorvidt de skal tages i brug, og i så fald hvilke. 

Michael Perch (S), der er formand for Næstveds socialudvalg, mener ikke, der kan findes flere rimelige besparelser på ældreområdet. Arkivfoto.
Michael Perch (S), der er formand for Næstveds socialudvalg, mener ikke, der kan findes flere rimelige besparelser på ældreområdet. Arkivfoto. Foto: Thomas Nielsen - TV2 ØST - Arkivfoto

Udvalgsformanden har dog svært ved at se, hvor på ældreområdet ham og hans byrådskolleger med rimelighed kan spare yderligere. 

- Det, man kunne spare på, er allerede gennemført. Så det er svært at finde meget mere, hvis vi skal have en god ældrepleje, og det skal vi, siger Michael Perch. 

Læs også
Kommunale besparelser er ikke et særsyn - ekspert forudser flere genåbnede budgetter
Læs også
Kommunale besparelser er ikke et særsyn - ekspert forudser flere genåbnede budgetter

Men kommunen skal jo spare. Er det ikke rimeligt, at nogle af pengene findes på ældreområdet?

- Jo, det er jeg sådan set enig i. Jeg har bare sparet 25 millioner allerede. Om byrådet så synes, det er nok, eller om vi skal finde mere, det finder vi ud af, når vi mødes, siger Michael Perch. 

Næstved Kommune er langt fra den eneste kommune, der skal spare på det kommunale budget. Også Slagelse, SorøHolbæk og Guldborgsund kommuner har meldt ud, at der skal spares. 


Nyhedsoverblik