Nyhedsoverblik

Tyveknægte på rov på byggeplads

En byggeplads ved det nye Stop 37 ved Rønnede blev torsdag aften ribbet for tre nye varmepumper og forskelligt værktøj.

Det var et vidne, der anmeldte tyveriet til politiet, fordi han havde set en varebil holde på byggepladsen, mens nogle personer var ved at læsse forskellige genstande ind i varebilen.

Vidnet fandt det mistænkeligt på grund af det sene tidspunkt, skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en rapport over det seneste døgn.

Politiet standsede lidt senere varebilen på motorvejen i retning mod København. I bilen sad en 36-årig mand bag rattet samt to mandlige passagerer på henholdsvis 34 og 35 år. Alle tre mænd er fra Københavnsområdet.

I varerummet på bilen fandt politiet det forskellige værktøj og de tre nye varmepumper. De tre mænd blev derfor anholdt klokken 21.40 og sigtet for tyveri.

De er blevet afhørt på politistationen i Næstved, og det skal nu besluttes, om de anholdte skal fremstilles i grundlovsforhør.