Billig sæbe og barberskum - og havemøbler for en slik.
Det er i slagtilbuddene i denne uge hos den svenske kæde Ahlberg Dollarstore, der snart slår dørene op under navnet Big-Dollar i Danmark. Det skriver Finans.dk.
Her i regionen vil kæden etablere sig i en tidligere Føtex-forretning på Vordingborgvej i Næstved.
Føtex-forretningen lukkede i 2013 efter kun at have haft åbent i 2,5 år. Siden har der været andre butikker, men bygningen har stået tom siden 2018. Nu kan der dog igen komme liv i lokalerne.
Planen er, at kæden vil åbne 50 butikker i Danmark inden for de kommende år - med en start i Næstved, Brønderslev og Hjørring, skriver avisen med henvisning til virksomhedens årsregnskab.
Tidligere BonBon-Land direktør i front
I front for kæden står den tidligere direktør i BonBon-Land og direktør for den danske Netto-kæde, Thomas Jellum.
Han har tidligere sagt til Ekstra Bladet, at den nye kæde er at sammenligne som en mellemting mellem Tiger of Copenhagen og Harald Nyborg. Han har samtidig slået fast, at kæden skal ligge i industriområder uden for byer og storcentre, ligesom man kender det fra eksempelvis T-Hansen, Ikea og Harald Nyborg i dag.
Der er tale om store butikker på mere end 3.000 kvadratmeter - og på den måde ligner butikkerne kædens udseende i Sverige, hvor der i dag er 118 butikker.
I 2021 forsøgte kæden at få tilladelse til at åbne i Holbæk Megacenter - men det stoppede politikerne i kommunens teknik og miljøudvalg med henvisning til, at butikken kunne være en konkurrent for eksempelvis Normal og Tiger of Copenhagen. Det skriver Ekstra Bladet.
Dollarstore i Sverige omsatte i 2020/2021 varer for næsten fire milliarder svenske kroner.