Tidligere rektor på Herlufsholm Klaus Eusebius Jakobsen skriver i en mail til TV2 ØST, at han netop har sendt en undskyldning til prins Nikolai og hans forældre.
Det sker, efter han selv nævnte en episode fra sin tid som rektor på Herlufsholm, hvor prins Nikolai blev hjemsendt med en advarsel for at bryde med alkoholpolitikken:
Fra det øjeblik var jeg klar over, at det var en brøler af rang
- Jeg har for få øjeblikke siden skrevet en undskyldning til Prins Nikolai - og hans forældre - for mit utilgivelige svigt ved at omtale ham i et TV interview i TV2 ØST forleden.
VIDEO: Se hele interviewet med den tidligere rektor Klaus Eusebius her, hvor han kommer til at tale over sig.
Kom til at tale over sig
Tidligere rektor Klaus Eusebius Jakobsen forklarer, at han kom til at tale over sig:
- Jeg skulle svare på et spørgsmål om, hvorvidt skolen i min tid (1993-2016) gjorde forskel på eleverne i forhold til, hvor de kom fra i samfundet - og da dette ikke under nogen omstændigheder var – og formodentlig stadig ikke er – tilfældet, så faldt historien om Nikolai mig ind - og uden at tænke dybere over det, røg det ud over mine læber, skriver Klaus Eusebius Jakobsen.
- Fra det øjeblik var jeg klar over, at det var en brøler af rang. Skolens forstander har efterfølgende givet mig en fortjent irettesættelse, selv om jeg ikke har et ansættelsesmæssigt forhold til skolen mere.
- Alle elever skal have privatlivets fred - også prinser.
Irettesættelsen bekræftes af Herlufsholms bestyrelse til Ritzau. I en mail skriver bestyrelsesformand Torben Lowzow, at det er et brud med fortroligheden.
- Både nuværende og tidligere medarbejdere til enhver tid er forpligtet til at opretholde fortrolighed med hensyn til elevforhold – både over for nuværende og tidligere elever, skriver han.