Man må ikke drille nogen, fordi de har en anden hudfarve end mig!
7-årige Lærke Elholm Eliassen står på Axeltorv i Næstved med et hjemmelavet banner og en sætning med et dybt alvorligt budskab pakket ind i et barns tankegang.
Hun har taget sin far i hånden og er gået til en demonstration mod racisme, der er arrangeret i kølvandet på de voldsomme uroligheder i USA.
Her har der i samtlige stater været demonstrationer, efter at den 46-årige sorte mand, George Floyd, døde under en anholdelse. I otte minutter og 46 sekunder blev han holdt nede af en politimand, der i flere minutter havde sit ene knæ på Floyds hals og ikke flyttede det, selvom Floyad flere gange sagde, han ikke kunne få vejret. Ved siden af stod tre andre politimænd og så på.
- Jeg synes ikke, man må drille andre, for man bliver faktisk ked af at blive drillet, siger Lærke Elholm Eliassen.
Til sidst, så er det nok
Det er den konservative veteran Helge Adam Møller (K), som på opfordring af sin datter står bag demonstrationen, hvor der er mødt knap 200 mennesker op til. Hun sagde: Far, du må gøre noget.
Derfor står han fredag eftermiddag på en mobil talerstol.
- Jeg holder af Amerika. Jeg holder af amerikanerne, men ikke dem alle. Et så voldeligt og så racistisk drab skal have konsekvenser, siger han.
Artiklen fortsætter under billedet.
Udover Helge Adam Møller taler Aligo Francis (S), der er fra Uganda og sidder i Næstveds byråd.
- Det her handler om sorte mennesker, der bliver behandlet på en virkelig dårlig måde af politiet. Vi har hørt det igen og igen og igen og igen. Og til sidst, så er det nok.
- Det er vigtigt, at vi i Næstved markerer, at vi støtter op om det, der sker i USA, og at det ikke er ok at behandle folk sådan. Og som en sort mand betyder det rigtig meget, at jeg er med i det her, siger han.
Sorte svin
Det kan være, at 7-årige Lærke Elholm Eliassen er blevet skånet for de adskillige videoer af den brutale anholdelse af Floyd og slet ikke ved, hvad der foregår i USA. Men i hendes liv kender hun til den hverdagsracisme, der så ofte viser sig.
- Der er en i min klasse, der er blevet drillet af nogle store drenge og kaldt et sort svin, fordi han havde brun hud, siger hun som eksempel.
Et stykke væk fra hende står et par teenagepiger, der har corona-bind for munden og med sort tusch har skrevet Black Lives Matter på.
- Vi vil gerne være med til at støtte dem, der har det hårdt. Hele fællesskabet burde støtte det her, for det er en vild ting, at folk dræber andre bare på grund af en hudfarve, siger Jasmin Urgaard.
I stil med Lærke Elholm Eliassen oplever hun også hverdagsracismen.
- I skolen er der mange, som går rundt og er racister og snakker grimt. Jeg synes, det er rigtig nedern, at man ikke kan lade folk være. Det kan godt være, vi udenpå ikke ligner hinanden, men indeni er vi de samme.