61 kobberplader, som måler 60 gange 100 centimeter.
Det var, hvad ukendte gerningsmænd på tidspunkt mellem klokken 16.00 mandag til tirsdag klokken 06.00 stjal fra en ejendom på Ærøvej i Næstved.
- Der må være nogen, der har observeret noget. De fylder en smule de plader, så det er ikke noget, man bare lige tager ind i en lille bil, siger Nicolai Lynge, der er politikommissær hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Kobberpladerne sad som inddækning på en del af taget.
Politiet søger vidner
Pladerne har siddet over almindelig arbejdshøjde, og derfor er det politiets vurdering, at gerningsmændene har været hævet fra jorden for at få fat i pladerne.
- Vi leder efter nogle vidner, som kan have set noget i det tidsrum.
- Er der nogle, der har set noget, der skiller sig ud. Er der nogle, der har arbejdet, stået på stiger ved huset eller køretøjer, som ikke skal være der, fortæller Nicolai Lynge.
Har du set eller bemærket noget usædvanligt på stedet i det tidsrum, hvor tyveriet er begået, hører politiet gerne fra dig på telefon 1-1-4.