Udvist kvinde er rejst til Thailand: - Det er forfærdeligt for familien

Radayu Kwanngoen blev udvist, fordi hendes ordblinde mand dumpede sin første danskprøve. Han har sidenhen bestået, men det ændrer ikke på afgørelsen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Der var store følelser på spil, da Radayu Kwanngoen onsdag eftermiddag satte sig om bord på et fly til Bangkok.

Radayu Kwanngoen er nemlig blevet udvist af Danmark og måtte derfor tidligere på dagen efterlade sin mand Kritsada Kwanngoen og to børn på henholdsvis ni og ti år.

- Hun bliver meget ked af det, fortæller Kritsada Kwanngoen.

- Hun har familie i Thailand. Det bliver ikke svært for hende at bo i Thailand, men det er svært for hende at være væk fra børnene, for de har aldrig rejst væk fra hinanden. De har altid været sammen.

Radayu Kwanngoen måtte i lufthavnen sige farvel til sine to børn, som hun aldrig har været væk fra.
Radayu Kwanngoen måtte i lufthavnen sige farvel til sine to børn, som hun aldrig har været væk fra. Foto: Mahmoud Al-Tamir - TV2 ØST

Bestod sprogtest med hjælpemidler

Årsagen til, at Radayu Kwanngoen er tvunget til at forlade landet, er, at familien har fået afvist en ansøgning om familiesammenføring. 

Afvisningen skyldes, at Kritsada Kwanngoen dumpede sin første sprogtest, og det er et krav, at den bestås, hvis Radayu Kwanngoen skal have lov til at blive i Danmark.

Kritsada og Radayu
Læs også
Dumpede sprogprøve - nu skal konen udvises
Kritsada og Radayu
Læs også
Dumpede sprogprøve - nu skal konen udvises

Kritsada Kwanngoen opdagede dog efterfølgende, at han er ordblind. Parret klagede derfor over afgørelsen, men udlændingenævnet afviste klagen.

Kritsada Kwanngoen har sidenhen taget en ny sprogtest med de hjælpemidler, han har krav på at benytte som ordblind, og denne gang bestod han. Men fordi Udlændingenævnet nåede at afvise sagen kort inden, Kritsada Kwanngoen bestod den nye prøve, bliver Radayu Kwanngoen stadig udvist.

- Det er forfærdeligt for familien, at hun skal forlade landet. Især når de opfylder alle krav lige nu, siger Sharandeep Singh, der er advokat for familien.

- De (udlændingenævnet, red.) har magt til at genoptage sagen og lade hende blive og tage de her nye oplysninger ind og sige "ja, du har lov til at være her". Han har bestået prøven. Det er det, der var problemet, og nu er sagen ligesom løst. Det er derfor, udlændingenævnet er der. Det er for, at de skal løse sagerne.

Ifølge Sharandeep Singh kunne Radayu Kwanngoen have undgået at blive udvist, hvis Udlændingenævnet havde ventet et par uger med at færdigbehandle sagen.
Ifølge Sharandeep Singh kunne Radayu Kwanngoen have undgået at blive udvist, hvis Udlændingenævnet havde ventet et par uger med at færdigbehandle sagen. Foto: Mahmoud Al-Tamir - TV2 ØST


Minister vil ikke gå ind i sagen

Ifølge Udlændinge- og Integrationsministeriet kan klager over eksempelvis afslag på ægtefællesammenføring tillægges opsættende virkning, hvis der er særlige grunde til det. Det er Udlændingenævnet, der skal tage stilling til netop det i hver enkelt sag.

TV2 ØST ville gerne have forholdt Udlændingenævnet Sharandeep Singhs kritik, men det har ikke været muligt at få en udtalelse. Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad (S) har dog sendt et skriftligt svar.

quote Det er svært for mig og børnene lige nu

Kritsada Kwanngoen

- Som minister hverken kan eller vil jeg gå ind i den konkrete sag. Men jeg vil gerne gentage, at udlændingeloven skal være stram, men samtidig skal reglerne ikke være uhensigtsmæssige. I regeringsgrundlaget fremgår det, at regeringen vil justere sprogkravet for den herboende i forbindelse med familiesammenføring. Det glæder jeg mig til at arbejde videre med, skriver Kaare Dybvad (S).

Søger familiesammenføring igen

Parret vil nu søge om familiesammenføring igen. Det kan dog ende med at tage lang tid, før familien bliver genforenet.

- Manden kommer til mig senere i dag, og så skal vi søge familiesammenføring forfra, og det kan igen tage otte til ni måneder, lyder det fra Sharandeep Singh. 

- Nu er spørgsmålet så, kommer de her børn til at være i Danmark uden deres mor i den periode, eller skal de droppe ud af skolen nu for at tage til Bangkok, eller får hun lov til at komme her, mens sagen kører? Sådan som reglerne er i dag, der får hun ikke lov til det.

Kritsada Kwanngoen skal derfor finde ud af, hvordan han får hverdagen til at hænge sammen alene de næste mange måneder.

- Det er svært for mig og børnene lige nu. Fordi der er ikke nogen, der kan passe børnene, når jeg skal på arbejde, og min arbejdstid er morgen og aften, fortæller Kritsada Kwanngoen.

- Jeg håber, de er flinke og venlige at give visum til hende, hvor hun kan komme tilbage inden for en kort periode.


Nyhedsoverblik