Som det første spillested i Danmark tilbyder Arena Næstved nu gratis bind og tamponer til gæster.
I alt opsættes der fire bokse i arenaen, hvor man kvit og frit kan tage et hygiejnebind, hvis man har glemt et til træning, til en koncert eller til et event.
Det skal bare være for egne midler – ikke borgernes midler
Arena Næstved har indgået et samarbejde med det svenske firma Herbox, som producerer og sælger økologiske hygiejneprodukter i dispensere, der kan sættes på offentlige toiletter.
- Halvdelen af jordens befolkning har menstruation, men alligevel er der ikke adgang til gratis bind og tamponer på de fleste toiletter. Derfor tænkte vi, at vi bør skabe en forandring og gøre det tilgængeligt præcis ligesom toiletpapir, lød det fra Hanna Lauste, der er grundlægger af Herbox AB, Göteborg, til TV2 ØST den 11. juli.
Men det er ikke alle, der mener, det skal være Arena Næstveds hovedpine. For Nye Borgerliges Githa Nelander, der er byrådsmedlem i Næstved Kommune og bestyrelsesmedlem i Arena Næstved, mener ikke, det er offentlige midler, der skal betale kvinders hygiejnebind.
- Hvad private gør, må de jo selv om. Det kan godt være, at arenaen er selvejende institution, men vi (Næstved Kommune, red.) yder et betragteligt bidrag til dem via driftstilskud, siger Githa Nelander.
Hvad er der galt i, at man hjælper kvinder, der får et akut problem?
- Det kan man da godt. Det skal bare være for egne midler – ikke borgernes midler. Ellers må kvinderne selv sørge for at tage det med. Det har vi andre kunnet, det kan andre kvinder altså også. Det er ikke en opgave, der ligger ligefor for arenaen.
Det er at politisere
Samtidig mener Githa Nelander, at det er et problem, at det svenske firma har en ligestillingsagenda.
- Man kan se, at en del af overskuddet fra den her virksomhed går til kvindeorganisationer, så indirekte er skatteyderne med til at bidrage til det også. Det er at politisere lige pludselig, siger Githa Nelander.
- Det skal man jo ikke for skatteborgernes penge. De kører den her ligestillingsagenda, kan man se på deres hjemmeside.
På Herbox' hjemmeside kan man læse, at de donerer én procent af deres overskud til kvinderettighedsorganisationen Kvinna till Kvinna. Organisationen Kvinna till Kvinna arbejder sammen med 140 partnerorganisationer i områder ramt af krig og konflikt for at opnå bæredygtig fred ved at styrke kvinders indflydelse og magt, skriver Herbox.
Se eller gense indslaget om Arena Næstved, der tilbyder gratis bind og tamponer til gæster:
Spørger man Arena Næstved, hvorfor det er vigtigt med dette initiativ, så er svaret, at det er vigtigt at følge med tiden.
- Det er moderne - vi skal følge med tiden. Vi er jo de første i Danmark, der har fået de her dispensere, sagde Camilla Højbro, servicemedarbejder i Arena Næstved, til TV2 ØST den 11. juli.
Og så er det vigtigt, at kvinder bare får den her hjælp, når uheldet er ude, uden at skulle betale for det.
Men spørger man til gengæld Githa Nelander, så er det ikke Arena Næstved, der skal stå for den hjælp.
- I og med at arenaen lider lidt økonomisk, synes jeg, det er en mærkelig disponering. Det kan godt være, det ikke koster så meget – nu kan jeg ikke få at vide, hvad det koster endnu – det er i hvert fald en udgift udover det, vi har i forvejen, siger Githa Nelander.
Ville det have gjort en forskel, hvis det var arenaen selv – uden det svenske firma – der havde sat hygiejnebind op?
- Så længe der er offentlige kroner med, så synes jeg ikke, det er vores opgave at gå ind og støtte kvinder med bind og tamponer. Hvad er så det næste, vi skal støtte?
Githa Nelander oplyser, at hun vil tage hendes synspunkter op med bestyrelsen i Arena Næstved.