Unge terroriserer by - nu sætter politiet hårdt ind

Politiet sætter hårdt ind mod en større gruppe unge, som plager indbyggerne i Fensmark.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Chikane af børn og voksne, hasarderet knallertkørsel, målrettet hærværk og støjende adfærd.

Et større område omkring Folkemusikhuset, der er et foreningshus på Holmegaardsvej i Fensmark, har gennem flere måneder været plaget af en større gruppe unge, som skaber utryghed i byen nord for Næstved.

quote De seneste par dage er det eskaleret

Peter Skriver Larsen, politikommissær ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Både hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi og Næstved Kommune er man opmærksom på problemerne.

Kommunen har endda indført forbud mod at opholde sig i området ved Folkemusikhuset, medmindre man har et formål på stedet, og opsat flere skilte med information om opholdsforbud.

Men det har ikke fået problemerne til at forsvinde. Tværtimod.

Læs også
Knallertbøller skabte frygt - men så fik de lokale en god idé
Læs også
Knallertbøller skabte frygt - men så fik de lokale en god idé

- De seneste par dage er det eskaleret, og mange af de unges adfærd har været helt uacceptabel, siger Peter Skriver Larsen, politikommissær ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Senest blev en 15-årig dreng sigtet for hærværk, efter han onsdag aften overmalede kommunens skilte om opholdsforbud med sort maling.

Kaster kanonslag efter andre

Ifølge politiet består gruppen af lokale unge med en kerne på cirka ti stykker samt en masse medløbere.

- De er meget utryghedsskabende over for byens beboere, siger Peter Skriver Larsen og oplister flere eksempler på deres adfærd:

- Det er direkte chikane af voksne og børn i den nærliggende klub, man kaster kanonslag efter andre og render rundt og slår på ruderne og skræmmer mindre børn.

Læs også
Musiker udgiver single om Holmegårdsvej: - Det var hele min barndoms epicenter
Læs også
Musiker udgiver single om Holmegårdsvej: - Det var hele min barndoms epicenter

Vidner har ligeledes oplyst til politiet, at de unge har sprøjtet med rensebenzin i området.

- Vi ved, hvem de er, og der bliver arbejdet med dem på individindsatser, siger Peter Skriver Larsen og henviser til SSP-indsatser gennem Næstved Kommune.

Trods samarbejdet med kommunen fortsætter de unge dog med at skabe utryghed.

- Det kunne være rigtig fedt, hvis jeg kunne sige, at vores indsats indtil videre har båret rigtig meget frugt. Men vi har en udfordring med, at de præventive indsatser ikke rigtig bider fat lige nu. Så nu bliver vi noget mere konsekvente og bortviser dem, siger han.

Læs også
Politiet slog ring om unge på knallerter - flere sigtet og andre måtte gå hjem
Læs også
Politiet slog ring om unge på knallerter - flere sigtet og andre måtte gå hjem

Formanden for Folkemusikhuset, Dennis Boye Jensen, er også frustreret over situationen, som har stået på igennem flere år.

- De unge opholder sig foran Folkemusikhuset, skaber utryghed, spærrer indkørslen med biler og smider affald og tomme flasker rundt omkring, siger han.

Onsdag aften kulminerende det ifølge Dennis Boye Jensen ved, at flere af de unge satte ild til forskellige ting og smed det ud på vejen foran foreningshuset. 

Sender flere betjente til området

Gennem de seneste tre måneder har politiet noteret tre hærværkssager og fire sager om uro og uorden i omkring Folkemusikhuset. Derudover har de jævnligt patruljeret i området.

- Jeg sender fire mand derud i aften for at få ro på, og fordi de skal have et arrangement i klubben. Nu skal der lige lægges en dæmper på, så vi sætter hårdt på i aften, siger Peter Skriver Larsen og tilføjer:

Læs også
Mand med spillegæld truede sig til kontanter i Rema 1000
Læs også
Mand med spillegæld truede sig til kontanter i Rema 1000

- Og vi kommer til at være noget konsekvente med bødeblokken over for de unge mennesker. De ved godt, de ikke må være der, så der er ikke nogen undskyldning.

Hvis de overtræder opholdsforbuddet, risikerer de at få en bøde på 1.000 kroner. 


Nyhedsoverblik