Det er 99 procent sikkert, at der kommer et DSB værksted ved Mogenstrup ved Næstved.
Sådan lød det fra Carsten Rasmussen (S), der er borgmester i Næstved Kommune, efter Miljøstyrelsen i en 243 sider lang rapport blåstemplede byggeriet i januar.
Jeg ved endnu ikke, om det er et lille problem, et stort problem eller intet problem
Men nu er der sat en kæp i hjulet for det store værksted, der skal servicere de nye eldrevne tog, og som efter planen skal placeres på et 71 hektar stort areal tæt på de fredede Fårebakker og Mogenstrup Ås.
En række borgere og Danmarks Naturfredningsforening, Næstved, har nemlig klaget over den lokalplan, som Næsted Kommune vedtog den 25. august 2020, der tillader værkstedet i det naturskønne område.
Og nu er afgørelsen faldet:
Planklagenævnet ophæver lokalplanen. Det betyder, at lokalplanen ikke længere gælder, og Næstved Kommune, derfor skal finde en anden løsning.
Baggrunden for afgørelsen er, at der ifølge Planklagenævnet er fejl i kommuneplanen. Det vil sige, at Næstved Kommune ikke i tilstrækkelig grad har redegjort for omfanget af erstatningsnatur, når de vælger at omlægge de 71 hektar fra land- til byzone.
Værksted kan ikke placeres andre steder
Afgørelsen faldt den 23. december, men der var Planklagenævnet gået på juleferie, derfor har det ikke været muligt for Næstved Kommunes borgmester, Carsten Rasmussen (S), at få fat i nævnet, for at høre, hvad det får af betydning for projektet.
Afgørelsen kan ikke ankes.
- Jeg ved endnu ikke, om det er et lille problem, et stort problem eller intet problem, formentligt handler det om en formuleringsfejl i vores kommuneplan.
- Måske har vi været for bløde i formuleringerne om genoprettelsen af naturen, og så må vi ændre det, siger Carsten Rasmussen.
Efter planen koster opførelsen af DSB-værkstedet 1,9 milliarder kroner, og værkstedet vil huse mellem 150-200 arbejdspladser.
Dermed bliver bygningen, hvis opførelsen godkendes, det største anlægsprojekt i Næstved Kommunes historie. Borgmesteren er dog ikke bekymret for, at værkstedet ikke kommer til kommunen.
- Det er formentligt en bagatel, som ligger i formuleringen, som vi derfor skal have ændret, men jeg er ikke nervøs for, at værkstedet ikke kommer, siger Carsten Rasmussen.
Lige nu afventer han, at det bliver mandag den 3. januar 2022. Der kommer Planklagenævnet nemlig tilbage fra juleferie, og så finder han ud af, hvor stort omfanget er af afslaget.
- Hvis ikke der er tale om en formuleringsfejl, og værkstedet derfor helt bliver afvist at blive placeret på grunden, så kommer det ikke til Næstved Kommune, for vi har ikke andre mulige placeringer, siger Carsten Rasmussen og understreger, at han ikke forventer, at det kommer dertil.
I april i år sendte Næstved Kommune en ansøgning til erhvervsminister Simon Kollerup (S) om at godkende placeringen DSB-værkstedet, som ministeren godkendte.
Værkstedet i Mogenstrup skal efter planen være et ud af i alt fire nye værksteder i Danmark. De øvrige værksteder placeres i København, Fredericia og Aarhus.
Projektet mødt af stor protest
Tidligere har planerne om det store togværksted mødt stor kritik af borgere og naboer til området.
Derfor samlede de sig i Aktivgruppen til bevarelse af landskabet ved Mogenstrup Ås med det formål at forhindre planerne om togværkstedet.
Modstanderne er bekymrede for, hvad byggeriet af værkstedsanlægget vil betyde for naturområdet og frygter, at værkstedet vil ødelægge naturen ved den fredede Mogenstrup Ås og Fårebakkerne.
Derfor udarbejdede Miljøstyrelsen tidligere på året en rapport, som konkluderede, at naturen med nogle tilpasninger ikke bliver synderligt påvirket af byggeriet.
I rapporten bliver det beskrevet, hvordan der skal laves en erstatningsmose for en mose, der bliver inddraget i forbindelse med anlæggelsen af værkstedet.
Her skal blandt andet springfrøen have sit nye levested. Samtidig vil et paddehegn beskytte de firben, der lever i området, står der i rapporten.
Rapporten beskriver også, hvordan der vil blive taget hensyn til områdets flagermus. Træer vil kun blive fældet uden for yngleperioden, og så vil der blive lavet 10 nye flagermusegnede træer med mindst 100 nye hulheder samt et flagermusegnet tag.