Anden og flæskestegen er så småt på vej i ovnen. Risengrøden til risalamande koger på komfuret og 'Last Christmas' med Wham! strømmer ud af højtalerne.
Sådan er det for mange her juleaftensdag. Men i Næstved er en højspændingsfejl skyld i, at en række husstande lige nu er uden strøm.
Nedbruddet skete tirsdag morgen klokken 9.41, hvor 1036 kunder mistede strømmen. Klokken 11 er der stadig 223 kunder, der må undvære strømmen.
Teknikere arbejder på højtryk
Og det er vel nok det værst tænkelige tidspunkt at mangle strømmen. Derfor kæmper teknikere også på at løse problemet hurtigst muligt.
- Kollegaerne kæmper for at få de sidste genforsynet. Vi skriver, at problemet burde være løst klokken 13 på hjemmesiden, men vi krydser fingre for, at vi kan gøre det hurtigere, men tør ikke love noget, siger Philip Olesen, der er presseansvarlig for Cerius og Radius.
Fejlen skyldes et nedbrud på et af selskabets store højspændingsledninger. Det er noget, der i gennemsnit er sket to gange om dagen et eller andet sted på elnettet.
Når det er højspændingsledninger, der har nedbrud, er det typisk mindst 1000 borgere, der bliver ramt, lyder det fra Philip Olesen.