Vartegn reddet fra nedrivning: - Det må fejres med en cognac til kaffen

På den ene side har borgere kæmpet for at bevare byens vartegn, imens Næstved Havn har ansøgt om at rive siloen ned. Nu er planen om nedrivning droppet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Yderst på midtermolen i Næstved Havn ligger den gamle DLG-silo. Siloen har ikke været brugt i mere end ti år, og spørger man hos Næstved Havn, burde siloen jævnes med jorden for at udvide pladsen til havnens aktiviteter og flere virksomheder.

Forslaget har været kendt længe og har vakt megen debat, fordi siloen anses som byens vartegn. Men ejerne af Næstved Havn, som er Næstved Kommune, har andre planer for den godt 30 meter høje silo end at lade den styrte i grus.

quote Næstved Havn siger jævnligt nej til kunder, som vil leje arealer.

Kristian Skov-Andersen (V), formand, Havnebestyrelsen i Næstved Havn

Derfor er ansøgningen nu blevet trukket tilbage.

- Havnen har haft en interesse i at rive siloen ned for at få bedre plads til at drive havn. Men vi har erfaret, at vores ejer, Næstved Kommune, ønsker at lade siloen blive stående, da den måske kan indgå i fremtidig byudvikling på havneområdet, siger Kristian Skov-Andersen (V), byrådsmedlem og formand for havnebestyrelsen i Næstved Havn.

- Derfor strækker vi våben og trækker vores ansøgning tilbage.

Kristian Skov-Andersen (V), formand, Havnebestyrelsen i Næstved Havn forudser udfordringer med pladsmangel for havnen nu, hvor kommunen ikke bakker op om en nedrivning af siloen.
Kristian Skov-Andersen (V), formand, Havnebestyrelsen i Næstved Havn forudser udfordringer med pladsmangel for havnen nu, hvor kommunen ikke bakker op om en nedrivning af siloen. Foto: Martin Stilling - TV ØST

Ansøgningen var ellers både afsendt og skulle have været drøftet på et møde i Plan- og Erhvervsudvalget i går, mandag.

Administrationen i Næstved Kommune havde forud for mødet indstillet – med en henvisning til siloens kulturhistoriske værdi – at udvalget fremfor at udstede en tilladelse til nedrivning i stedet for går i dialog om at afklare siloens relevans i udviklingen af havnen til byudvikling.

Selvom Næstved Havns planer for området med siloen er i overensstemmelse med den gældende kommuneplan, så har byrådet besluttet, at de nuværende havnearealer skal omdannes til en ny bydel med
beboelse og erhverv.

Havnen mangler plads

At siloen nu bliver stående, betyder ifølge Kristian Skov-Andersen, at Næstved Havn, der er vokset ud af sine rammer, må sige nej til nye lejere på havnearealet.

- Næstved Havn siger jævnligt nej til nye kunder, som vil leje arealer med henblik på virksomhed med havneaktivitet, siger han og tilføjer:

Siloen har stået tom i over ti år, men er blevet et vartegn for byen, blandt andet fordi den gamle kornsilo er udsmykket af den anerkendte tyske kunstner Heinrich Beikirch.
Siloen har stået tom i over ti år, men er blevet et vartegn for byen, blandt andet fordi den gamle kornsilo er udsmykket af den anerkendte tyske kunstner Heinrich Beikirch. Foto: Mathias Svane Kraft - TV2 ØST

- Vores ejere, Næstved Kommune, har bedt os drive havnen så økonomisk hensigtsmæssigt som muligt, og derfor var vi nødt til at gøre opmærksom på, at den her silo står i vejen for, at vi kan udfolde os så meget, som vi gerne vil.

Endvidere vurderer Næstved Havn, at siloen er i meget ringe forfatning, med synlige tegn på nedbrud i siloens betonkonstruktioner.

Politisk modstand mod nedrivning

Spørger man i udvalget for Plan og Erhverv, så er der ikke hos formanden og næstformanden stemning for at lade siloen rive ned for nuværende.

quote Det er forkert at trække en så vidtrækkende beslutning, der ikke vil kunne gøres om

Tina Højlund Pedersen (S), formand, Plan og Erhvervsudvalget

- Jeg synes, at hele sagen både om nedrivning af siloen og hele havnens udvikling skal afvente byrådets endelige beslutning for havnen, så der bliver lavet en helhedsplan for området, siger formand Tina Højlund Pedersen (S) og tilføjer:

- Det vil være forkert at træffe en så vidtrækkende beslutning, der ikke vil kunne gøres om, så længe vi ikke ved, om havnen skal blive liggende, flyttes ud eller helt nedlægges.

Næstved Havn
Læs også
Flytning af Næstved Havn rykker et stort skridt nærmere - ny bydel kan være på vej
Næstved Havn
Læs også
Flytning af Næstved Havn rykker et stort skridt nærmere - ny bydel kan være på vej

Denne beslutning vil tidligst blive truffet til næste år.

- For mit eget vedkommende, kan jeg sige, at jeg ikke ville have stemt for, at siloen skulle nedrives, førend den er blevet vurderet ind i den fremtidige byudvikling for havnen, siger næstformand Niels True (V).

Jubel hos forening

Blandt forkæmperne for bevarelsen af den gamle silo er Næstved Bevaringsforening. Her har man længe kæmpet for at bremse nedrivningen af siloen, som formand Peter Engberg finder bevaringsværdig.

quote Jeg er meget tilfreds. Det kan du tro.

Peter Engberg, formand, Næstved Bevaringsforening

- Det er et af vartegnene i Næstved. Ikke på grund af bygningen – men på grund af maleriet. Vi mener, den silo ikke må rives ned, førend man har undersøgt grundigt, om den kan indgå i den fremtidige anvendelse af det tidligere havneareal, forklarer han.

Den gamle kornsilo er udsmykket af den anerkendte tyske street-kunstner Heinrich Beikirch. Billedet, der er fra 2015, forestiller en marokkansk fisker.

Bevaringsforeningen i Næstved er medlem af den landsdækkende forening By og Land og har eksisteret i godt 40 år.

74325776_340624016754527_975857762682535936_n.jpg
Læs også
Vil sprænge kendt vartegn væk i Næstved
74325776_340624016754527_975857762682535936_n.jpg
Læs også
Vil sprænge kendt vartegn væk i Næstved

Gennem de mange år er det blevet til en del nederlag, og mange bygninger er blevet revet ned, erkender formanden. Derfor er der også grund til at fejre, at siloen foreløbigt har overlevet og bliver på havnen.

- Jeg er meget tilfreds. Det kan du tro. Det må fejres med en cognac til kaffen i aften, lyder det afslutningsvist fra en glad formand.

Står det til Næstved Bevaringsforening, bør der udskrives en arkitektkonkurrence for byudviklingen på havnen, hvori der lægges vægt på, at den gamle silo skal indgå.


Nyhedsoverblik