Der er rift om trolden Ivan Evigvår.
Siden 2020 har trolden boet på Stejlepladsen i Københavns Sydhavn, men nu skal den have nyt hjem, da der skal bygges på hans gamle adresse.
Både kommuner og private har sendt ansøgninger til kunstneren Thomas Dambo, som i alt har modtaget 500 ansøgninger fra hele verden. Det skriver han på sin Facebook-profil.
Kunstneren har besluttet at beholde Ivan i Danmark ’grundet hans gamle alder og korte ben’ og har udvalgt seks kandidater - herunder Odsherred, som i skrivende stund har fået næstflest stemmer.
Foreningen VOKS, har en lokation i Kårup Skov, og er med i kapløbet om at vinde.
- Vi har en vidunderlig skov, der ligger lige midt i Bjergene i et istidslandskab, og der vil vi meget gerne have etableret et område med et tilbud til de mange turister, børnefamilier og alle, der har lyst til at gå ind i skoven og opleve skoven, siger Kirsten Møller, formand for VOKS (Vitalisering af Ordrup By og Kårup Skov).
- Netop det at placere sådan en utrolig figur inde i skoven, trækker folk ind til at opleve den, lege og være inde i vores skov.
Odsherred: - Vi er jo helt vildt glade for det
Det var da også det unikke bakkede terræn omkring Bjergene, som VOKS har lagt vægt på i sin ansøgning:
- Vi har beskrevet hele naturen i den del af Odsherred med istidens landskab, hvor Tour de France netop også cyklede igennem for kort tid siden. Det lægger op til nogle dejlige vandreture i området op ad bjergene og ud over det overdrev, hvor man kan se ud over hele Nekselø Bugten, siger formand Kirsten Møller.
Den del af Odsherred har brug for flere tilbud til børnefamilier, turister, og de mange sommerhusbesøgende
For cirka tre dage siden blev de i Odsherred så ringet op af kunstner Thomas Dambo og hans medarbejdere, som fortalte, at Odsherred er med sammen med i alt seks udvalgte kandidater.
- Jeg fik at vide, at vi var blandt de 19 udvalgte for en lille uges tid siden, og så skulle der fintælles, og så fik vi at vide, at vi er blandt finalisterne, fortæller Kirsten Møller.
- Vi er jo vildt glade for det. Udsigten til måske at være den heldige, der får trolden ud i Kårup Skov - det er fantastisk.
- Vi synes, at den del af Odsherred har brug for flere tilbud til de børnefamilier, de turister, der kommer, og de mange sommerhusbesøgende, der kommer til Odsherred hvert eneste år.
Kunstner Thomas Dambo: - Jeg synes, det er fantastisk
I skrivende stund har i alt 16.000 personer stemt på, hvor i landet trolden, Ivan, skal hen. De fleste, nemlig 4,5 tusind, har stemt på Mariager og næstflest, 3,9 tusind har stemt på Odsherred.
Kunstneren bag de velkendte trolde, er ikke overrasket over, at så mange mennesker har været inde at stemme, for han kunne godt se, at trolden var populær, da de havde fået over 500 ansøgninger.
- Jeg synes, det er fantastisk. Alle mine trolde er lavet ud af affald. Det er fantastisk, at affald kan have så stor værdi, at der har været over 10.000 mennesker inde på under et døgn for at stemme om at få lov til at få affald. Selvfølgelig er det ikke affald mere, for jeg har gjort det til kunst, men det viser da, at man måske skal tænke sig om to gange, inden man tømmer sin skraldespand, siger kunstner Thomas Dambo.
Og kunstner Thomas Dambo er ikke i tvivl om, hvad et godt hjem, ville være for Ivan:
- Nu har jeg været ude for at snakke med Ivan om det, og Ivan har sagt, at han gerne vil et sted hen, hvor folk vil passe på ham og et sted, hvor der er rart at være. Han kan godt lide natur og skove, men han vil også gerne være et sted, hvor der er plads til, at folk kan komme og besøge ham, for der er mange mennesker, der tager på skattejagt for at finde Ivan og hans troldevenner, siger han.
- Det skal også være et sted, hvor der er tilladelse, hvor der er logistik, og et sted, hvor folk har en forening eller en muskel, der kan løfte det.
VIDEO: Kunstner Thomas Dambo fortæller, at trolden Ivan Evigvår er en af de 27 trolde, som han i alt har lavet i Danmark.
Afstemning på Facebook frem til 1. august
Det er op til borgerne, hvor Ivans kommende hjem skal være, og via Thomas Dambos Facebook-profil kan man afgive sin stemme.
Afstemningen vil fortsætte frem til den 1. august klokken 12.00. Og i det nordvestsjællandske gør de alt, hvad de kan for at skaffe flere stemmer:
- Vi bruger alle de knapper, vi har. Der findes en masse grupper forskellige steder i Odsherred, og dem er vi i kontakt med og laver et samarbejde med dem. Vi har også et samarbejde med Naturstyrelsen Sjælland, som har sagt ok til, at vi kan lave det her projekt, siger Kirsten Møller fra VOKS.
- I den periode vil vi gøre alt, hvad vi kan. Vi skal også have lavet en lille video, som skal lægges op, så alle kan se, hvad det er for et projekt, og hvorfor vi gerne vil have den til Odsherred.
Blandt andet har de indgået et samarbejde med Geopark Odsherred, som nu også går ind i kampagnen og hjælper til.
Selv er kunstneren ikke afvisende over for, at hans trold Ivan kan ende med at finde sit nye hjem i Odsherred.
- Jeg synes, det lyder som et rigtig, rigtig dejligt sted. Jeg har ikke selv været der endnu, men jeg synes, det er en god, positiv ansøgning, de har lavet, og vi kender mange folk i Odsherred. Så vi tænker, at det kunne være et godt sted.
Hvor den præcise lokation skal være i skoven, vil de i Odsherred gerne beslutte i samarbejde med kunstner Thomas Dambo.
- Det synes jeg er dejligt. Jeg vil rigtig gerne med ud og kigge og se, om vi kan finde et godt sted.