Siden torsdag morgen har Midt- og Vestsjællands Politi efterforsket drabssagen fra Gundestrup.
Her fandt politiet en 65-årig død mand i huset på Færgevej. Obduktionen viste, at manden havde været udsat for grov vold, og nu viser undersøgelserne, at branden var påsat, da der blev fundet flere arnesteder i brandtomten.
Samtidig viser undersøgelserne fra Retsmedicinsk Institut, at den 65-årige mand formentlig var afgået ved døden, inden branden blev påsat i hans hus.
Og nu tager politiet et usædvanligt skridt i efterforskningen.
Politiet søger vidner
Midt- og Vestsjællands Politi offentliggør nu et billede af offeret, den 65-årige Finn Steensen Ørsdahl. Han blev sidst set i live onsdag formiddag den 13. februar, hvor han blev set kørende i sin bil ad Nykøbingvej i retning mod Holbæk ved Tuse Lågevej.
Artiklen fortsætter under videoen.
- Offentliggørelse af et foto af offeret er et temmelig usædvanligt efterforskningsskridt, men vi har behov for at få så mange vidneforklaringer omkring hans færden som muligt, siger den ansvarlige efterforskningsleder, vicepolitiinspektør Jacob Olsen, fra Central Efterforskning hos Midt- og Vestsjællands Politi, i en pressemeddelelse.
- Fotoet vil forhåbentlig medvirke til, at nogen kan erindre at have set ham måske i Holbæk-området i løbet af onsdagen eller ved hans bopæl i døgnet op til anmeldelsen om branden.
Har du oplysninger i sagen, så kontakt politiet på 1-1-4.