Man skal normalt enten til Sydamerika eller Asien, hvis man vil se aber svinge sig fra gren til gren ude i naturen, men nu er det faktisk muligt i Odsherred omkring Asnæs.
En lille abeunge af arten kapuciner stak af torsdag eftermiddag fra Odsherred Rescue Zoo og har siden opholdt sig i området omkring zoo.
- Det var en dyrepasser som var på vej ind i et anlæg. Alle anlæg har sådan nogle sluser. Der stod hun med foder og skåle, og da hun åbnede den sidste sluse, smuttede den lige forbi hende. Det går rigtig stærkt, fortæller Joan Thygesen, der er indehaver af Odsherred Zoo Rescue.
Aben er mørkebrun, 40 centimeter høj og vejer omkring to kilo. Normalt lever den sammen med en flok andre kapucineraber, men har altså nu begivet sig ud på lidt af et eventyr.
- Den er væk fra sin familie for første gang, så vi håber snart, at vi får fundet den og bragt den hjem igen, siger Joan Thygesen.
Kapucinerabe
Kapucineraberne lever i Sydamerika.
De har fået deres navn efter de første spanske opdagelsesrejsende.
Føden består af nødder, frugter og plantesaft, men insekter, æg, frøer og firben kan også spises.
Aberne lever typisk i flokke på mellem 10-20 aber.
Kapucineraberne anses for at være nogle af klogeste aber i verden, kun overgået af chimpanserne. De kan bruge redskaber som for eksempel sten og pinde til at finde føde.
De kan blive op til en meter store, hvoraf halen udgør 60 centimeter.
Aberne kan blive op til 42 år.
Kilde: Guldborgsundzoo.dk
Net, rosiner og vindruer
Siden aben stak af torsdag eftermiddag har medarbejderne fra Odsherred Rescue Zoo været ude og lede efter aben.
Flere lokale i området har kontaktet den zoologiske have, når de har fået øje på aben.
- Når vi får beskeder og opringninger fra de lokale, så tager vi ud og leder, siger Joan Thygesen.
Faktisk er det ikke mere end et par timer siden, de sidst var ude for at lede.
- Vi har lige været ud og lede efter den i en times tid. Vi var ude og kalde, havde taget net med, og hvad man ellers kan finde på, men vi så desværre ikke et glimt af den. Vi kan håbe, at den hopper tættere på parken igen, siger hun.
Det er dog ikke helt let at fange en lille abe, der oftest vil opholde sig i trækronerne.
- Vi skal først og fremmest finde den, og når vi har gjort det, vil den kunne kende vores logo-bluser og tøj. Vi har også rosiner og vindruer med, og så håber vi, at den hopper ned til os.
- Vi har også et net og en transportkasse med, hvis det skulle blive nødvendigt, men vi tror den kravler ned på os, når vi ser den. Det er vi så vant til, når vi går ind og fodrer, siger Joan Thygesen.
Hvis man ser aben, opfordrer Joan Thygesen til, at man kontakter Odsherred Rescue Zoo via Messenger på Facebook. Man behøver dog ikke være så nervøs for aben.
- Den har det fint. Der er lige en, der har set den springe fra et træ til et andet. Men jeg har heller ikke andre forventninger om, at den ikke skulle have det fint. Men den er et flokdyr, så den vil gerne hjem.
- Det kan godt være, at springturen er hyggelig det første døgn, når man er ude i det fri og kan hoppe fra træ til træ, men lige pludselig vil man gerne hjem, siger Joan Thygesen.
Aben fik for nyligt et navn. Dyrepasserne har valgt at kalde den Milan, men den kommer dog ikke, hvis man kalder.
- Det gør den ikke, siger Joan Thygesen.