Det kræver en særlig passion for arkitektur og ældre bygninger at købe det mere end 100 år gamle, fredede psykiatrihospital i Annebergparken syd for Nykøbing Sjælland.
Og det er netop den forkærlighed for ejendomme af ældre dato, som man kan finde hos ægteparret Gitte Klausen og Morten Schantz fra Værløse, der har købt den største bygning, Grønnegården, på over 8.000 kvadratmeter til 14,5 millioner kroner.
Stedet emmer af flere skæbner, både triste og glædelige
- Det har en helt fantastisk beliggenhed, og jeg ser en masse muligheder i stedet, fortæller Gitte Klausen.
- Det er svært at sige, hvad jeg faldt for, men det må være atmosfæren og selve stemningen derude. Stedet emmer af flere skæbner, både triste og glædelige. Det er bare et sted af en helt anden dimension.
Forelsket fra begyndelsen
Bygningen har været til salg siden maj sidste år. Interessen har været stor, men de rette købere har ladet vente på sig. Mellem jul og nytår var Gitte Klausen og Morten Schantz forbi ejendommen for første gang og blev straks betaget af stedet.
- Jeg startede med at forelske mig i stedet. Senere kom idéerne til, hvad jeg kunne bruge det til, siger hun.
Oplagt sted til bryllupper
Annebergparken består af flere bygninger opført i årene 1913-1915 og huser både privat beboelse
og institutioner. Selve Grønnegården bestod tidligere af både hospital, køkken og kirke.
Netop kirken, en stor festsal og de naturskønne omgivelser er noget, som sætter perfekte rammer for bryllupper, fortæller Gitte Klausen.
Foruden bryllupper ser Gitte Klausen også muligheder i at leje dele af bygningen ud til konferencer og kurser og tilbyde korte lejeperioder til virksomheder.
Ejer flere fredede ejendomme
Grønnegården er blot én ud af flere fredede bygninger, som ægteparret ejer. Til samlingen hører også to stokke i Nyboder og en ejendom i Stettin i Polen. Mens manden Morten Schantz passer sit IT-firma i Værløse, hvor Gitte Klausen også giver en hånd med, kører parret sideløbende flere renoveringsprojekter.
Det er primært Gitte Klausen, der står for istandsættelsen.
- I starten havde jeg folk til at hjælpe mig, men efterhånden fandt jeg ud af, at jeg sagtens kunne klare det lige så godt selv, siger hun.
Artiklen fortsætter under billederne.
Inden ægteparret kastede sig over Grønnegården, renoverede Gitte Klausen en nedlagt brandstation i Hellerup. Det tog cirka syv år og krævede en tur på det lokalhistoriske museum for at ramme den originale udsmykning. Brandtationen er nu blevet solgt, og pengene er gået til projektet i Annebergparken.
Fra psykiatrihospital til asylcenter
I forbindelse med åbningen af det nye Psykiatrisygehus i Slagelse i 2015 blev psykiatrihospitalet flyttet. Dele af bygningerne blev i 2015 til 2017 lejet ud til Udlændingestyrelsen, der indrettede bygningen Lindehus til asylcenter for uledsagede flygtningebørn.
I 2016 valgte Region Sjælland, der ejede bygningerne, at sælge det til Ejendomsselskabet Freja Ejendomme for fire millioner kroner med en aftale om at dele overskuddet ved videresalg.
Det består Grønnegården af i dag
- Administrationsbygningen, et tre-fløjet anlæg i røde mursten og med rødt tegltag. I bygningen findes foruden værelser indrettet til sygeplejersker også en kirke med plads til 120 mennesker.
- Værkstedsbygningen, hvor patienter tidligere har kunnet gå til hånde med forskelligt håndværk.
- Forsamlingsbygningen, som både kan bruges til foredrag, koncerter og teater samt fester og sport.
- Festsalen, som har kassetteloft.
- Plejerskebygningen, hvor der i dag er indrettet til både tandlæge og laboratorium. På første sal er der indrettet værelser til sygeplejersker.
- Brandstation/Sprøjtehuset, som har været plads for beredskabsvogne og hjelme, økser og så videre.
- Maskinafdeling med kedelrum, vaskeri og lager.
- Lægeboligerne, hvor der i dag indrettet kontorer, mødelokaler og et lille bibliotek.