Børn har udført livsfarligt arbejde for lokal virksomhed

En virksomhed fra Odsherred er blevet anmeldt til politiet, efter Arbejdstilsynet stødte på 14-15 årige børn, der var ved at rive et asbestholdigt tag ned for virksomheden.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

På en landejendom i Sønderjylland gik børn i alderen 14 til 15 år og rev et eternittag ned.

Eternittaget indeholdt asbest, der er kræftfremkaldende og i værste tilfælde kan fremprovokere lungehindekræft, som de færreste overlever.

quote I den her sag overgår virkeligheden fantasien

Ane Halsboe-Jørgensen (S), beskæftigelsesminister

Det var konklusionen på baggrund af Arbejdstilsynets tilsyn på stedet.

Børnene arbejdede for en virksomhed fra Odsherred, som Arbejdstilsynet nu har politianmeldt.

- Vi kan bekræfte, at vi har modtaget anmeldelsen i slutningen af sidste uge, og den er vi så i gang med at sagsbehandle nu, siger Thomas Kristensen, der er pressemedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi.

Minister kalder sagen grotesk

Arbejdstilsynet besøgte landejendommen i Sønderjylland den 18., 19., og 20. september.

Siden afgav de 14 strakspåbud på grund af unges ulovlige arbejde og arbejde med farlige stoffer og materialer uden brug af sikkerhedsforanstaltninger. 

Derudover har Arbejdstilsynet underrettet både politiet, Skattestyrelsen, Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, Odsherred Kommune og Sønderborg Kommune.

Ane Halsboe-Jørgensen kalder sagen grotesk.
Ane Halsboe-Jørgensen kalder sagen grotesk. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Det skriver Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse.

- I den her sag overgår virkeligheden fantasien. Af det jeg kender til sagen, er det her fuldstændig grotesk på så mange parametre, at jeg dårligt ved, hvad der er værst, udtaler beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S).

- Jeg kan kun gentage, at asbest er livsfarligt, hvis det ikke bliver håndteret ordentligt. Det gør mig simpelthen så vred, at nogle voksne tilsyneladende har været fuldstændig ligeglade med de her børns liv og helbred, og jeg håber ikke, at de bliver syge af den her skødesløse omgang med et så farligt stof som asbest.

Skal undersøge grundlag for sigtelse

I Midt- og Vestsjællands politi er de nu i gang med at undersøge sagen til bunds.

Læs også
Rambøll-rapport giver dumpekarakter til miljøafdeling
Læs også
Rambøll-rapport giver dumpekarakter til miljøafdeling

- Vi er på et tidligt tidspunkt i sagen, og derfor er det begrænset, hvad vi kan sige for nuværende, siger Thomas Kristensen og tilføjer:

- Men vi skal selvfølgelig vurdere, hvad Arbejdstilsynet har konstateret ovre på stedet, og så skal vi se om det giver grundlag for, at der er nogen, der skal sigtes.

Det er endnu uvist, hvilken virksomhed i Odsherred Kommune, der er tale om.


Nyhedsoverblik