På første række dag efter dag har han siddet klar. Formanden Bjarne Andersen for Nykøbing Sjælland Cykelmotion har nemlig glædet sig enormt meget til årets Tour de France.
Allerede før touren startede i Danmark, var Bjarne Andersen og klubkammeraterne ude for at prøvekøre de bakker i Odsherred, som feltet skulle over den 2. juli. Det blev også et cykelhøjdepunkt i lokalområdet, hvor Magnus Court fik første danske triumf.
- Jeg har ikke ord for det. Det er jo fantastisk. Han kører i den prikkede bjergtrøje i så mange dage, siger cykelentusiasten.
Touren fortsatte efterfølgende mod Frankrig, og Bjarne Andersen fortsatte i lænestolen med udsigt til Mads Pedersens etapesejr.
Og han så også med, da den helt store danske triumf udfoldede sig fra 11. etape.
- Der kan jeg love dig for, at mine håndflader, de var altså våde.
Et nervepirrende cykelløb
Resten af touren var et langt neglebideri. Specielt den sidste enkeltstart, som nærmest krævede nervemedicin.
- Der måtte jeg altså lige gå over i vinreolen, og så måtte jeg lige trække en af de gode flasker op, fortæller Bjarne Andersen.
I går kulminerede det hele. Jonas Vingegaard stod i gult på podiet, og formanden for Nykøbing Sjælland Cykelmotion var i himlen.
- Det var jo fantastisk at se.
Det er en sommer, Bjarne Andersen sent glemmer. Men selvom den er slut nu, er Tour de France langt fra et overstået kapitel i cykelklubben.
- Det er slut inde i fjernsynet, men det er jo ikke slut med at snakke om det.