Flertal stemmer for at rive nyopført hus ned

Tirsdag aften har et flertal i byrådet i Odsherred Kommune stemt for nedrivning af et hus på Amalievej i Rørvig.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Tirsdag aften var et helt bestemt hus i Rørvig på dagsorden i byrådet i Odsherred Kommune.

Byrådsmedlemmerne skulle nemlig tage stilling til, om den helt nybyggede villa på Amalievej skal rives ned.

Her stemte et flertal af politikerne for, at huset skal nedrives. 18 stemte for, imens seks stemte imod.

quote Jeg synes, det er ærgerligt, at vi er kommet hertil

Karina Vincentz (Nyt Odsherred), borgmester

Villaen ligger på Amalievej med udsigt til Isefjorden og skiller sig i udseende og størrelse ud fra de omkringliggende huse.

Bygherre fik byggetilladelse i 2021

Kommunen gav tilbage i 2021 tilladelse til byggeriet på ejendommen, men beboere i området klagede til Planklagenævnet, hvor de fik medhold. Byggeriet er i strid med lokalplanen på en række områder, lød konklusionen.

Siden har Odsherred Kommune erkendt, at der fra administrationens side er blevet begået fejl.

- Jeg synes, det er ærgerligt, at vi er kommet hertil. Men når vi er kommet hertil, er det fordi, der er blevet begået nogle fejl, og det er vi som byråd nødt til at rette op på, og det gør vi med den her beslutning, siger borgmester Karina Vincentz (Nyt Odsherred).

Læs også
Kommune vil rive nyopført hus ned
Læs også
Kommune vil rive nyopført hus ned

Efter naboerne havde fået medhold hos Planklagenævnet, skrev kommunen til bygherren, at hvis han fortsatte byggeriet, var det ”for egen regning og risiko”, indtil sagen ville blive afgjort.

- Det er rigtigt, at bygherren havde fået en byggetilladelse, men da afgørelsen hurtigt blev klaget til Planklagenævnet, fik han at vide, at det var for ”egen regning” at gå videre, og man må sige, at når man bygger, har man også selv et ansvar for at orientere sig i de lokalplaner, der ligger, siger borgmester Karina Vincentz.

Et mindretal i Socialdemokratiet i Odsherred Kommune var imod nedrivning af en nyopført villa i Rørvig.
Et mindretal i Socialdemokratiet i Odsherred Kommune var imod nedrivning af en nyopført villa i Rørvig. Foto: Frederik Thorup - TV2 ØST

Ikke alle mente, at nedrivning var den rigtige løsning. Et mindretal i Socialdemokratiet var imod, blandt andet medlem Felex Pedersen (S).

- Det er mig skræmmende, at man som borgmester går mod sin egen administration. Jeg er ked af det på bygherres vegne, at man bruger den magt, man har her som flertal, siger han.

- Når jeg står og kigger på den her sag, står det tilbage for mig, at man som borger skal kunne stole på, at når man får en tilladelse fra en kommune, så er det det, som holder, lød det fra Felex Pedersen (S) under byrådsmødet.

Risiko for dyr erstatningssag

Bygherren byggede villaen med en byggetilladelse i hånden og tilbage står kommunen nu med to muligheder: Enten kan de lave en ny lokalplan, der gør byggeriet lovligt, eller kræve den splinternye villa revet ned med risiko for en dyr erstatningssag.

- Huset er ikke et billigt hus, og det er ikke et billigt sted i Odsherred Kommune. Jeg ser ud i fem-ti millioner kroner eller mere i erstatning. Jeg ved det ikke, det er et estimat, men det er da skræmmende, siger Felex Pedersen.

I sidste ende kan det blive en regning, der ender hos skatteborgerne. Det erkendte formand for Vækst- og Udviklingsudvalget, Mathias Hansen (V) over for TV2 ØST mandag:

Hvem skal betale for det her i sidste ende?

- Det skal bygherren selv, og så vil der være en regning til skatteborgerne i Odsherred - og det er skide træls, undskyld mit franske, siger udvalgsformand Mathias Hansen.

Ifølge udvalgsformand Mathias Hansen (V) er sagen om huset på Amalievej i Rørvig principiel, fordi byggeriet strider imod en bevarende lokalplan for området.
Ifølge udvalgsformand Mathias Hansen (V) er sagen om huset på Amalievej i Rørvig principiel, fordi byggeriet strider imod en bevarende lokalplan for området. Foto: Ida Valsted - TV2 ØST

Usikkert om hus reelt bliver revet ned

Selvom byrådsmedlemmerne tirsdag aften stemte for nedrivning, er det ikke ensbetydende med, at huset bliver revet ned i morgen. Bygherren kan nu gå til Planklagenævnet, og hvis han vinder sagen her, så skal kommunen starte forfra.

- Det må vi jo tage derfra, hvis sagen bliver påklaget, og Planklagenævnet udtaler sig omkring det, så må vi se på sagen igen. Det er de forudsætninger, vi har at træffe en beslutning ud fra lige nu, og det har vi gjort, lyder det fra borgmester Karina Vincentz.

Naboerne mener blandt andet, at huset er for stort og for højt. Det er ikke vandskuret, der er zink på gavlene, vinduerne er ikke sprossede, og så omkranses huset af et betonhegn.
Naboerne mener blandt andet, at huset er for stort og for højt. Det er ikke vandskuret, der er zink på gavlene, vinduerne er ikke sprossede, og så omkranses huset af et betonhegn. Foto: Ida Valsted - TV2 ØST

Den helt store sten i skoen for bygherren, er at der forelægger en såkaldt bevarende lokalplan. Derfor var formand for Vækst- og Udviklingsudvalget i Odsherred Kommune, Mathias Hansen, også rimelig klar i spyttet under sin sagsfremstilling til aftenens byrådsmøde:

- Det her hus og den her sag, den kunne have omhandlet samtlige steder i Odsherred, hvor vi har bevarende lokalplaner. Derfor synes jeg, vi skal behandle det her en smule mere principielt, siger Mathias Hansen (V).

- Administrationen har indrømmet, at der er blevet lavet en fejl, så det må vi som politikere tage ansvar for. Det er ikke småting, der skal dispenseres fra. 27 punkter er blevet overskredet i denne lokalplan, siger Mathias Hansen (V).

Han blev stærkt bakket op af Allan Andersen (S), der også sidder i udvalget:

- Der er blevet begået fejl, og der er blevet begået mange fejl. Bygherre har bare bygget videre, selvom han har fået at vide, at det er for egen risiko og for egen regning. Jeg går ind for fysisk lovliggørelse og nedrivning af huset på Amalievej.

Også SF og Radikale Venstre stemte for nedrivning:

- Det må ikke danne præcedens, at man på bagkant beder om dispensationer og tilladelser. Det er ikke derfor, vi laver lokalplaner, sagde byrådsmedlem Mette Scharbau Feenstra (SF).

- For os handler det om to ting: Det handler om principper, når vi har vedtaget en bevarende lokalplan, så skal vi ikke give så stort et antal af dispensationer. Hvis ikke vi markerer os her, så er der ikke grund til at lave bevarende lokalplaner, lød det fra Thomas Skovgaard Nicolaisen (R).


Nyhedsoverblik