Luften knitrede af spændt nervøsitet på Odsherred teater torsdag aften.
Klokken 20.00 var der nemlig premiere på den allersidste sæson af Dragsholmrevyen.
Efter 15 år har kvinden bag, Bente Eskesen, nemlig valgt at sige stop.
- Vi skal stoppe, mens legen er god. Hellere stoppe på toppen, i stedet for at nogen om et par år spørger, om hun ikke skulle have stoppet noget før, sagde Bente Eskesen kort før premieren torsdag.
I salen sad knap 100 publikummer - og det betyder noget, at det bliver gjort ordentligt, siger Bente Eskesen.
- Der er anmeldere, og publikum forventer rigtig meget af os. Så vi glæder os meget, men er også meget nervøse, siger hun.
Et lille stykke historie
Dragsholmrevyen spiller frem til 14 august, før stikket endegyldigt bliver trukket ud.
Og indtil da har gæsterne noget at glæde sig til, mener instruktøren, Jakob Fauerby.
Han slår fast, at det har været en fornøjelse at arbejde med revyen.
- Det er dejligt at være med på det sidste stykke af et lille stykke revyhistorie, som har været meget modigt, stærkt og sejt. At være med til sidst her, det er jeg faktisk rigtig rørt over, siger han.