Forbund retter kritik - antallet af indsatte er fordoblet i Nykøbing Fængsel

Antallet af indsatte er fordoblet i Nykøbing Fængsel, fordi der nu bor to på hver celle i stedet for en, og det møder kritik fra Fængselsforbundet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Nykøbing Fængsel har øget kapaciteten med 100 procent, hvilket må være en form for Danmarksrekord.

Sådan indleder Fængselsforbundet en pressemeddelelse, der kritiserer, at fængslet i Nykøbing Sjælland kører med det, forbundet kalder dobbeltbelæg.

Sidste sommer ændrede fængslet sig fra lukket fængsel til arresthus. Samtidig øgede man kapaciteten fra 30 indsatte til 60 indsatte ved at lade to indsatte bo på celler, hvor der før boede én. Den løsning møder nu kritik fra Fængselsforbundet.

- Dobbeltbelæg må være noget, vi tyer til i akutte situationer. Nu bruger Kriminalforsorgen det efterhånden i alle institutioner. Det er uacceptabelt, siger Bo Yde Sørensen, der er formand for forbundet.

Bruger meget tid på at flytte indsatte

I et arresthus sidder de indsatte typisk i kortere perioder, indtil deres sag kommer for retten. Samtidig fik Nykøbing Fængsel flere ansatte ved overgangen til 60 indsatte i stedet for 30, lyder nogle af argumenterne, men dem giver Bo Yde Sørensen ikke meget for.

- Det kommer an på, hvad man vil i regeringen og i Kriminalforsorgen. Jeg mener, at det bør være et vilkår, at vi forsøger at gøre de indsatte til bedre mennesker. De skal ud og være din og min nabo bagefter, og jeg tror ikke, det er et godt vilkår, hvis man sætter en indsat sammen med en fremmed, som man skal være sammen med en stor del af døgnet, siger Bo Yde Sørensen til TV2 ØST.

Læs også
Nyt fængsel åbner i gammelt psykiatrihospital
Læs også
Nyt fængsel åbner i gammelt psykiatrihospital

I pressemeddelelsen uddyber Fængselsforbundets tillidsrepræsentant, Claus Olsen, at de bruger meget tid på at flytte rundt på de indsatte. 

- Det kan være, den ene ligger og ser tv hele natten eller snorker, og den anden ikke kan sove. De kan måske heller ikke blive enige om, hvilket tv-program de skal se. De kan have forskellige rengøringsstandarder eller stjæle fra hinanden. Der kan være problemer med forskellige trosretninger, kulturer og lignende. Så bliver vi nødt til at flytte rundt på dem, og det giver mere uro, forklarer han.

Derudover er der en række administrative ting, der skal laves, når en indsat flytter. 

De ansatte oplever også, at de indsatte ofte reagerer negativt, når de er isoleret med en anden på få kvadratmeter i op til 21 timer i døgnet, lyder det i pressemeddelelsen. Desuden kan det være svært at placere skylden, hvis der bliver fundet ulovlige genstande på cellerne, og begge indsatte nægter et kendskab til dem.

quote Vi svømmer i straffefanger og kan ikke rekruttere fængselsbetjente nok eller fastholde dem, vi har

Bo Yde Sørensen, formand for Fængselsforbundet

Plads til to personer

Hos Kriminalforsorgen, der står for at drive landets fængsler, erkender man, at stigningen i antallet af indsatte generelt presser fængslerne og lægger et stort pres på de ansatte. Men umiddelbart er der ikke udsigt til at ændre ordningen i Nykøbing lige foreløbigt. 

- Når det er nødvendigt at etablere dobbeltceller, sker det ud fra en konkret vurdering, herunder blandt andet de sikkerhedsmæssige forhold. De store celler i Nykøbing Fængsel er indrettet således, at der er plads til to personer med eget bad og toilet, lyder det fra Ole Hansen, der er institutionsleder i Nykøbing Fængsel. 

Kriminalforsorgen forsikrer, at de gør, hvad de kan for at imødekomme det stigende arbejdspres, som følge af flere indsatte i fængslet.

- Medarbejdernes sikkerhed er højt prioriteret. Kriminalforsorgen har et systematisk kriseberedskab, der bliver sat ind, så snart der er behov for det, for eksempel i situationer, hvor ansatte er blevet overfaldet eller udsat for trusler, eller ved anden traumatiserende hændelse, skriver Kriminalforsorgen i et skrifteligt svar.

Læs også
Nyt fængsel slår dørene op i Nykøbing Sjælland
Læs også
Nyt fængsel slår dørene op i Nykøbing Sjælland

Bo Yde Sørensen medgiver, at to indsatte på en celle er en af de ting, man må ty til i en tid, hvor landets fængsler er overfyldte. Men han mener, at problemet bør gås efter i sømmene på regeringsniveau.

- Hvis det var en almindelig virksomhed, ville man se på udviklingen og finde ud af, hvad vej man vil gå. Vi svømmer i straffefanger og kan ikke rekruttere fængselsbetjente nok eller fastholde dem, vi har. Selv om kriminaliteten er faldende, sidder de indsatte i længere tid, fordi straffene skærpes, og der ikke er de samme muligheder for for eksempel prøveløsladelse, så politikerne må finde ud af, hvad de vil. Hvis det her er vejen, skal der bygges nogle flere fængsler, siger Bo Yde Sørensen.

Fængslet i Nykøbing Sjælland åbnede i 2018 i bygningerne, der tidligere havde tilhørt psykiatrihospitalet Sikringen. 


Nyhedsoverblik