Arbejdsdagene bliver længere. Til gengæld får de ansatte fri hver fredag. Fra 15. september får medarbejdere i administrationen i Odsherred Kommune en firedages arbejdsuge. De får lang weekend, til gengæld skal de arbejde længere de øvrige dage. Det besluttede et enigt byråd tirsdag aften.
- Jeg tror, det bliver rigtigt spændende. Odsherred Kommune bliver den første i landet, og vi kunne se på Folkemødet, hvilken hype det gav, da vi introducerede det derovre. Det var en historie, som medierne greb, sagde borgmester Thomas Adelskov (S)
I første omgang et forsøg
Sagen om den ændrede arbejdstid har været undervejs et par år. Siden sidste efterår har medarbejdere og ledelse konkret drøftet, hvordan ordningen skulle skrues sammen. Der er i første omgang tale om et forsøg, der løber over tre år. Forsøget bliver fulgt af to forskere fra Roskilde Universitet.
- Det er en forsøgsordning, og skulle det vise sig, at eksperimentet ikke lykkedes, så kan vi træde på bremsen. Stoppe projektet. Men jeg har rigtig store forventninger til det, sagde Thomas Adelskov (S).
Ideen med firedages ugen er at give de ansatte muligheder for mere fleksibel arbejdstid, samtidig med at borgerne får mulighed for at aftale møder med kommunens folk uden for almindelig kontortid. Målet er bedre service til borgerne.
- Med en firedages arbejdsuge får vi længere åbningstid fra mandag til torsdag. Det vil være muligt at få fat i medarbejdere på tidspunkter, hvor det i dag ikke kan lade sig gøre, sagde borgmesteren.
Frivilligt, om man vil være med
Medarbejderne skal stadig arbejde 37 timer om ugen - heraf er to timer sat af til kompetenceudvikling.
Mens længere åbningstid er en fordel for borgerne, så kan den være et problem for nogle af kommunens ansatte, som for eksempel skal hente deres børn fra pasning. Men Venstres Morten Egeskov understregede, at der er frivilligt for medarbejderne, om de vil deltage i forsøget.
- Det kan være medarbejdere med små børn, som kan få problemer med at nå at hente fra SFO, dagpleje eller børnehave. Det er der taget højde for i aftalen. Der er fortsat mulighed for at gå på arbejde om fredagen, hvis det passer medarbejderen bedst, sagde Morten Egeskov (S).
Håber på mere tilfredse medarbejdere
Borgmesteren håber, at firedages arbejdsugen kan være med til at gøre Odsherred Kommune til en mere attraktiv arbejdsplads.
- Jeg tror, at vi også får nogle mere tilfredse medarbejdere ud af forsøget, og vi får et større rekrutteringspotentiale. Vi kan allerede se i dag, at mange af dem, der pendler langt, vælger en firedages arbejdsuge. Måske øger vi også vores produktivitet, lød det håbefuldt fra Thomas Adelskov (S).