Det skulle gerne være slut med valgplakater på lygtepælene rundt omkring i landet.
Men selvom kommunalvalget er overstået, er der stadig et valg at tage.
- Det er et valg om, hvad man vil gøre med sine valgplakater, siger Jacob Antvorskov fra Alternativet i Odsherred Kommune.
Mange plakater ender på genbrugspladsen. Men hos Alternativet i Odsherred har man valgt en helt anden løsning.
Det er et valg om, hvad man vil gøre med sine valgplakater
- Alle dem, vi har fået trykt selv, sælger vi tilbage til trykkeriet. De kan bruge dem til nogle andre kunder, til nogle andre opgaver. Det er jo perfekt, siger Jacob Antvorskov.
- Det er egentlig noget, man har opfordret til i hele landet fra alternativet.
Helge Adam Møller udstilles på museum
I Næstved har de konservatives Helge Adam Møller helt andre planer med sin valgplakat, som har fået stor opmærksomhed i valgkampen.
- Dagen efter valget fik jeg pludselig en mail oppe fra Aarhus Plakatmuseum, om ikke jeg ville sende min plakat op til dem. Så ville jeg komme på museum. Det sagde jeg selvfølgelig ja til, selvom, jeg synes, det er lidt hurtigt, at man allerede er en museumsgenstand. Men det er da meget skægt, siger han.
Helge Adam Møller har fået stor opmærksomhed med sin karrikturtegnede valgplakat i valgkampen.
- Jeg synes, det er brandskægt. Det havde jeg ikke drømt om, at jeg skulle op og hænge på museum eller i hvert fald af min karrikatur.