Nærpolitiet i Nykøbing Sjælland sigtede torsdag morgen en 51-årig mand for en noget usædvanlig besættelse af et hus.
Den 51-årige, som ikke har fast bopæl, er nemlig sigtet for at have taget ophold i et sommerhus, som han ikke havde brugsretten til.
Uden sammenligning i øvrigt er det en besættelse af et hus
- Han har ikke lov til af sommerhusejeren at være på det pågældende sted. Uden sammenligning i øvrigt er det en besættelse af et hus, siger Martin Bjerregaard, kommunikationsrådgiver hos Midt- og Vestsjællands Politi.
Ejer undrede sig over højt strømforbrug
Sommerhusets ejer havde undret sig over, at der var et unormalt højt strømforbrug i huset, hvorfor nærpolitiet kørte til stedet og traf den 51-årige på stedet.
Han mistænkes for at have boet i sommerhuset i cirka en uge, men måtte nu forlade stedet for at finde andet opholdssted.
- Ejeren kunne åbenbart holde øje med strømforbrug via sin computer og havde studset over en stor afvigelse i forhold til normalbilledet, når man snakker strømforbrug. Der kunne kollegaerne da også konstatere, da de kom derop, at han da lige havde varmet noget vand til en kop kaffe, siger kommunikationsrådgiver Martin Bjerregaard.
STRAFFELOVENS § 264 – ULOVLIG INDTRÆNGEN
Med bøde eller fængsel indtil 6 måneder straffes den, der uberettiget
- Skaffer sig adgang til fremmed hus eller andet ikke frit tilgængeligt sted,
- Skaffer sig adgang til andres gemmer eller
- Undlader at forlade fremmed område efter at være opfordret dertil.
51-årig mand uden fast bopæl
Den 51-årige havde ikke lavet nogen skade på stedet og var formentlig kommet ind i huset via en ulåst dør. Han vil senere høre nærmere fra politiet, når sagen mod ham skal afgøres.
Af en eller anden årsag har han fundet frem til det her sommerhus, hvor der ikke er nogen tilknytning eller kendskab til sommerhusets ejer
- Af en eller anden årsag har han fundet frem til det her sommerhus, hvor der ikke er nogen tilknytning eller kendskab til sommerhusets ejer. Det var derfor ejeren ikke var interesseret i, at han var der, siger Martin Bjerregaard fra Midt- og Vestsjællands Politi.
- Han har ikke nogen adresse, så han er uden fast bopæl, som det hedder i folkeregistret, så vi kan formode, at det er en, der flakker rundt hos venner og bekendte og får en seng at sove i fra tid til anden.