Selskaberne Odsherred Forsyning og Odsherred Varme har mandag fået nye bestyrelser.
Det oplyser selskaberne i en pressemeddelelse.
Indsættelsen af nye bestyrelsesmedlemmer kommer i kølvandet på torsdagens møde i skifteretten i Holbæk, hvor rekonstruktør for Nordea, Christian Jul Madsen, sagde, at han ville udskifte den samlede bestyrelse i selskaberne.
Bestyrelsen for Odsherred Forsyning tæller fremover kun Christian Jul Madsen.
Erfaren direktør i front
I Odsherred Varme har rekonstruktøren indsat tre nye bestyrelsesmedlemmer.
Ny bestyrelsesformand bliver 68-årige Lars Therkildsen, der har 13 år bag sig som topchef i landets største multiforsyningsvirksomhed, Hofor, der står for blandt andet vand, spildevand og fjernvarme i en række kommuner i hovedstadsområdet. Før Hofor var han direktør for Københavns Energi.
Bestyrelsen i Odsherred Varme
Formand – Lars Therkildsen
Bestyrelsesmedlem – Erik Lynge Skovgaard Jensen
Bestyrelsesmedlem – Jan Strømvig
Bestyrelsesmedlem – Maj-Britt Greve (medarbejderrepræsentant)
Bestyrelsesmedlem – Jesper Knudsen (medarbejderrepræsentant)
Kilde: Odsherred Forsyning
Han har aktuelt formandsposten i el-netselskaberne NKE-Elnet og Zeanet, ligesom han har været bestyrelsesformand i KLAR Forsyning, der dækker blandt andet Stevns Kommune.
Fulgte ikke sociale klausuler
Et andet navn i bestyrelsen har dog vakt større opsigt i offentligheden. Nyt menigt bestyrelsesmedlem bliver Jan Strømvig, der fratrådte sin stilling som direktør for Fjernvarme Fyn i maj 2023.
Det skete, efter TV 2 Fyn og Fyens Stiftstidende afslørede, at det kommunalt ejede fjernvarmeværk ikke overholdt Odense Kommunes sociale klausuler.
Medierne kunne fortælle, at en underleverandør i mindst syv tilfælde havde aflønnet sine ansatte i strid med de gældende overenskomster.
Det kom også frem, at Fjernvarme Fyn selv havde indgået en aftale med flere entreprenører, hvor der i modsætning til den af Odense Byråd vedtagne sociale klausul ikke var mulighed for at idømme virksomheder bod, hvis de overtrådte klausulen.
Fratrådte efter sygemelding
Det førte til særdeles kras kritik fra Odense Kommune.
- Helt grundlæggende har vi en ejerpolitik, fordi man skal følge den, og jeg synes ikke, den er så kompliceret, at den er svær at forstå. Så min forventning har været, at det har man fulgt. Det kan jeg konstatere, at man ikke har. Det er dybt kritisabelt, sagde Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel (S) dengang til TV 2 Fyn.
Kulminationen blev efter en hjemsendelse, at Jan Strømvig blev sygemeldt, hvorefter han og Fjernvarme Fyn indgik en fratrædelsesaftale.
Det tredje nye bestyrelsesmedlem i Odsherred Varme bliver revisor hos Deloitte Erik Lynge Skovgaard Jensen.
TV2 ØST ville gerne have interviewet Lars Therkildsen om hans nye opgave som bestyrelsesformand i Odsherred Varme. Vi ville også gerne have spurgt Jan Strømvig om hans nye bestyrelsespost, og hvad han mener, han kan byde ind med.
Svaret fra dem begge lyder imidlertid, at de ikke ønsker at kommentere udpegningen.