Søndag formiddag blev en ældre kvinde i Rørvig reddet af en medarbejder fra hjemmeplejen, der tilfældigt kom forbi kvindes hus på Tårnvej.
Det fremgår af døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi.
Kvindens hus var fyldt med røg, og hjemmeplejeren kunne høre kvinden råbe på hjælp. Hjemmeplejeren kunne ikke komme ind af hoveddøren, som var låst, men fik åbnet en terrassedør på bagsiden af huset og fik reddet den ældre kvinde ud samt tilkaldt hjælp.
Indstillet til dusør
Politi og brandvæsen ankom efterfølgende til huset og kunne konstatere, at der var opstået brand ved en opvaskemaskine. Ilden blev slukket, før den spredte sig, men huset har fået røg- og sodskader.
Den ældre kvinde blev kørt med ambulance til sygehuset, hvor hun fik behandling for røgforgiftning. Ifølge politiet er hun ikke i kritisk tilstand, men havde hun været i huset i længere tid, havde det fået fatale konsekvenser.
Politiet har indstillet den kvindelige hjemmeplejer, der er i 60'erne, til en dusør for sin heltegerning.