Det var med stor bekymring, at formanden for ældrerådet i Odsherred Kommune, Lene Sødring, læste nyheden om, at et dødsfald på den palliative enhed Lynghuset har ført til politianmeldelse og hjemsendelse af medarbejdere.
- Når der er en læge, der anmelder til både politi og Styrelsen for Patientsikkerhed, og der bliver sendt personale hjem, så lyder det jo meget alvorligt, siger Lene Sødring.
Tankerne går på, hvor meget det betyder, at der var nedskæringer på et tidligere tidspunkt i år?
Det drejer sig om en sag, hvor en borger blev indlagt på Lynghuset den 30. november 2023 og døde den 3. december 2023.
Den afdøde borgers læge kontaktede dagen efter dødsfaldet ledelsen på Lynghuset med en bekymring over forløbet.
Lægen har også politianmeldt sagen og kontaktet Styrelsen for Patientsikkerhed. Det oplyser Odsherred Kommune i en mail til TV2 ØST.
Frygt for besparelser
Ældrerådet er ifølge Lene Sødring ikke blevet orienteret om den verserende sag, så derfor kender formanden kun til sagen gennem pressen.
Men hun kan ikke lade være med at kæde det sammen med varslet om besparelser, som fyldte en del i kommunen tidligere på året.
- Tankerne går på, hvor meget det betyder, at der var nedskæringer på et tidligere tidspunkt i år?, siger Lene Sødring.
Tilbage i maj i år skulle politikerne stemme om, hvorvidt Lynghuset skulle lukkes.
Det blev ikke stemt igennem, men byrådet vedtog i juni, at der skulle spares 2,3 millioner kroner på tilbuddet.
I september blev besparelserne dog rullet tilbage.
Medarbejdere i knæ
I oktober beskrev Fagbladet FOA, hvordan personale fra Lynghuset havde sendt en bekymringshenvendelse til kommunen, som konsekvens af beslutningen om besparelserne.
Af henvendelsen fremgik det, at Lynghusets medarbejdere mente, at besparelserne risikerede at få fatale konsekvenser for kommunens vision om den palliative enhed Lynghuset.
Lynghuset
Lynghuset er for alvorligt syge og døende patienter med særlige behov for lindrende pleje og behandling.
Det er dog ikke kun for borgere, der har brug for et sted at være i den sidste tid, men også til borgere, der har behov for et kortvarigt ophold. For eksempel i forbindelse med kemobehandling og stråler.
Lynghuset blev oprettet i 2007 som det første kommunale hospice.
Oprettelsen skete på baggrund af en idé fra sygeplejersker fra Nykøbing Sjællands Sygehus, som fik opbakning i det daværende byråd.
Der er 10 pladser og to IV-stuer.
Man skal visiteres til Lynghuset. Det foregår via egen læge, sygehus, hjemmesygeplejerske eller palliativ team i samråd med leder og personale fra Lynghuset.
Kilde: Odsherred Kommune.
- Flere personaler udviser tegn på stress: søvnløshed, grådlabilitet, hovedpine, hjertebanken, mavepine og koncentrationsbesvær, blev der skrevet i henvendelsen fra Lynghusets medarbejdere.
Her skrev personalet også, at de ikke kan slippe tanker om det, de muligvis har glemt eller forsømt.
- Lynghuset har gennem tiden været en rigtig god arbejdsplads, men nu er medarbejderne i knæ og mange på vej til at knække.
Har været stolte af stedet
Lene Sødring er sikker på, at bekymringerne for besparelserne har haft konsekvenser for personalegruppen.
- Der var personale, som stoppede som følge af nedskæringerne. Det er personale, som har været der i mange år og som har en helt speciel viden om palliativ behandling. Det er jo ikke sikkert, at man få de samme ressourcer tilbage, siger hun.
- Om det har noget med det her at gøre, ved jeg jo ikke, men det har ikke været nemt for personalet på Lynghuset, tilføjer hun.
Lene Sødring er bekymret for Lynghusets fremtid, som ifølge hende ellers har haft et solidt faglig fundament.
- Vi har været stolte af, at vi har haft sådan et sted, hvor man har kunne give de døende en værdig afslutning på deres liv. Der er både plads til de døende og slægtninge, så det bliver en værdig afslutning.
- Det er så synd, at den stolthed ikke rigtig er der lige nu, afslutter hun.
TV2 ØST har forsøgt at få en kommentar fra Odsherred Kommune, men de har ikke ønsket at kommentere sagen.