Det emmer af idyl og ro ude på spidsen af Sjællands Odde, hvor Jesper Andersens slagtekvæg normalt går og græsser og passer på naturen.
- Det er jo dejlig natur. Der er luft og plads, og de kan røre sig, siger den økologiske landmand, og kigger sig omkring i landskabet.
Der er smukt på strandengen, hvor køerne går - men netop havet nedenfor græsset er nøglen til de problemer, som har ramt.
Når det blæser, så blæser der nemlig skum fra havet ind på jorden. Skummet kan rumme usynlige flourstoffer - og nu har 15 af landmandens køer ved blodprøver fået konstateret for høje værdier af PFAS i blodet.
- Det er virkelig svært, og jeg er virkelig ked af, at jeg har været involveret i det her, siger han.
Løber i køernes blod
Fundet sker efter det i januar kom frem at der i 60 ud af 67 stikprøver fra kystvendte, statsejede arealer, var for høje værdier af flourstoffet PFAS.
Det igangsatte yderligere undersøgelser af områder hvor der går dyr og græsser, som også bruges til fødevareproduktion.
Indtil videre er der fundet for høje mængder af PFAS i blodet på dyr på seks danske besætninger. Og køerne i de ramte besætninger må hverken flyttes eller slagtes uden at Fødevarestyrelsen får besked.
Må ikke sælges videre
PFOS-sagen begyndte for alvor, da der i 2021 blev fundet store mængder PFAS i området ved Korsør Nor.
Og her viste det sig efterfølgende, at flere borgere havde spist kød fra kvæg der græssede i området.
Flourstoffet er et svært nedbrydeligt stof, som mistænkes både for at være kræftfremkaldende og hormonforstyrrende.
Og netop det har Jesper Andersen ikke lyst til at sælge videre.
- Jeg har hele tiden, stået for det, der var bedst. Det bedste, mest rene og mest miljørigtige. Og så er det frustrerende, at jeg alligevel er endt i denne situation. Jeg har 15 køer, der er i karantæne, men det kan være, at det om en uge skal være 50, siger han.
Ingen grund til bekymring
Selvom der er fundet køer med de frygtede stoffer i blodet, så er der dog ikke generelt nogen grund til bekymring. Sådan siger Henrik Dammand Nielsen, der er enhedschef for kemi og fødevarekvalitet i Fødevarestyrelsen.
- Det er i enkelte besætninger, at vi finder det indtil videre - og når man går ned til købmanden og køber sit kød, så får man det jo fra flere besætninger. Det vil sige, at man ikke får ret meget af det i gennemsnit. Man behøver ikke at være bekymret, siger han.
Hos Jesper Andersen er nervøsiteten dog markant.
Hans 15 køer skal nu være i karantæne i 13 måneder - og Jesper Andersen skal nu have testet flere køer og et par får, som har gået på lignende områder tæt på havet.
- Jeg håber jo virkelig, at størstedelen af dyrene går fri af det her. Det får vi afgjort i næste uge, om det er sådan, at jeg stadig med ro i sindet kan levere kvalitetsfødevarer til vores aftagere, siger han.
Seks andre besætninger på Sjælland er også blevet undersøgt for PFAS. Her var grænseværdierne for PFAS dog ikke overskredet. Fødevarestyrelsen er også ved at undersøge en besætning på Røsnæs, her er der dog stadig ikke kommet resultater af prøverne.