Den 6. juni 2018 brændte Region Sjællands sygehusvaskeri på Holbæk Sygehus.
Den voldsomme brand forårsagede, at fire bygninger brændte og styrtede sammen. Omkring 100 brandfolk og 25 slukningskøretøjer arbejede i timevis med at slukke branden.
Siden har vaskeriet i Nykøbing Falster været anvendt som en midlertidig løsning, men det er slet ikke holdbart i længden.
Der skal findes en ny placering til vaskeriet, der tager sig af regionens nordlige sygehuse, og den skal være i Nordvestsjælland i en af kommunerne Kalundborg, Odsherred eller Holbæk, besluttede Regions Sjællands forretningsudvalg sidste år.
Det er helt oplagt, at vaskeriet skal være i Odsherred Kommune, mener borgmester Thomas Adelskov (S), som sammen med byrådets politiske gruppeformænd har anmodet om at huse det kommende vaskeri.
Det skriver kommunen i et læserbrev.
Odsherred har brug for arbejdspladser til ufaglærte
Ifølge Thomas Adelskov giver det god mening, da mange af kommunens borgere er ufaglærte, hvilket er den type arbejdskraft, der hyppigst arbejder på et vaskeri.
Lige nøjagtig det vaskeri med den type medarbejdere, som der efterspørges, passer umådeligt godt til Odsherred
- Lige nøjagtig det vaskeri med den type medarbejdere, som der efterspørges, passer umådeligt godt til Odsherred, siger han.
Samtidig vil det også være rimeligt, set i lyset af at Odsherred ikke har fået nye arbejdspladser til byen i forbindelse med udflytningen af de statslige arbejdspladser, mener politikerne i Odsherred.
Derimod har kommunen de seneste år oplevet at få lukket psykiatrihospitalet i Nykøbing Sjælland og at få flyttet Sikringsafdelingen, en afdeling for Danmarks farligste, kriminelle sindssyge, til Slagelse.
- Det vil være en flot gestus af Region Sjælland, fordi man dermed vil vise, at det, som vi allesammen har talt om ude i provinsen det seneste år, nemlig udflytningen af statslige arbejdsplader, arbejder man også for i regionen, siger Thomas Adelskov.
Tre konkrete forslag til placering
Kommunen har sendt et prospekt til Region Sjællands administration med konkrete lokationer i området ved Vig, Fårevejle og Asnæs.
Regionsrådsformand Heino Knudsen (S) vil ikke kommentere konkret på Odsherreds anmodning og henviser til den politiske beslutning om at placere vaskeriet i Nordvestsjælland.
- Vi har ikke taget flere politiske beslutninger, før vi får et nærmere oplæg fra administrationen om, hvad der kunne være en god placering. I respekt for den politiske proces vil jeg ikke på nuværende tidspunkt gå ind i spekulationer om en placering, før vi har lejlighed til at drøfte det, siger han.
Den endelige placering skal træffes af Regionsrådet.