Hvad siger du til kun at arbejde fire dage om ugen?
Det kan snart blive hverdagen for de kommunalt ansatte i Odsherred Kommune. Direktionen har nemlig inviteret Hovedudvalget til en dialog om mulighederne for at indføre firedages arbejdsuge.
Men hvorfor skal arbejdsugen skæres med en enkelt dag? Forklaringer er den, at kommunen ønsker at fremme arbejdsglæden og udvide betjeningen af borgerne. Det skriver nyhedsmagasinet Danske Kommuner.
Det er med det klare formål at give medarbejderne mulighed for endnu mere trivsel og arbejdsglæde
- Hvis en firedages arbejdsuge kan være en genvej til større arbejdsglæde, medvirke til at fastholde og skabe en attraktiv arbejdsplads og ikke mindst til en bedre og udvidet borgerbetjening, så er det interessant, siger borgmester Thomas Adelskov(S) til fagbladet
Han suppleres af kommunaldirektøren.
- Vi lægger op til en helt fordomsfri drøftelse af begrebet firedages arbejdsuge, blandt andet ud fra de erfaringer, der allerede er høstet i det private erhvervsliv. Det er med det klare formål at give medarbejderne mulighed for endnu mere trivsel og arbejdsglæde og samtidigt kunne udvide borgerbetjeningen, siger kommunaldirektør Claus Steen Madsen.
Tanken er ifølge ham at kunne udvide det tidsrum, hvor borgerne i Odsherred Kommune kan betjenes mod til gengæld at give medarbejderne mulighed for at holde tilsvarende fri på andre tidspunkter.
Inspirationen kommer fra det private arbejdsmarked
Indtil videre har tankerne ifølge nyhedsmagasinet Danske Kommuner kun været drøftet internt i Direktionen og med få medarbejdere. En af dem var næstformanden i Hovedudvalget, HK-fællestillidsmand, Eva Haupt- Jørgensen, og hun er åben for at drøfte de nye arbejdstider.
Selvfølgelig rejser der sig en masse spørgsmål, blandt andet om daginstitutionernes åbningstider, så medarbejderne kan få passet deres børn
- HK har en overenskomst, der fastlægger arbejdstiden, men vi er åbne over for en drøftelse, om hvordan arbejdstiden kan tilrettelægges indenfor den. Selvfølgelig rejser der sig en masse spørgsmål, blandt andet om daginstitutionernes åbningstider, så medarbejderne kan få passet deres børn. Men vi er helt med på at undersøge det nærmere, siger Eva Haupt-Jørgensen til Danske Kommuner.
Inspirationen kommer fra det private arbejdsmarked, hvor der på det seneste har været omtale af blandt andre it-virksomheden IIH-Nordic på Amager. Virksomheden har positive erfaringer med modellen.