Kongeskibet Dannebrog var på testsejlads ud for Sjællands rev onsdag, da besætningen fik øje på en lille rød jolle, der flød rundt med bunden i vejret.
Kongeskibet blev hurtigt bragt til standsning og efter at have tjekket med Det Nationale Maritime Operationscenter, blev det besluttet, at besætningen skulle hæve jollen og få den ombord på Dannebrog. Det fortæller orlogskaptajn Sten Bilde Jensen, der er næstkommanderende på Kongeskibet Dannebrog.
Mens besætningen var ved at hejse jollen ombord på Dannebrog, fik de en melding på Lyngby Radio om, at der var et sejlskib i farvandet mellem Anholt og Nordsjælland, der havde fået motorproblemer.
Når vi sejler rundt i danske farvande, er vi en del af farvandsovervågningen og søredningstjenesten
Da der var vindstille, kunne skibet ikke komme videre og havde derfor brug for assistance.
En del af søredningstjenesten
Sten Bilde Jensen fortæller, at det ikke er unormalt, at besætningen på Dannebrog kommer sejlere til undsætning.
- Når vi sejler rundt i danske farvande, er vi en del af farvandsovervågningen og søredningstjenesten, fortæller han.
Da den lille, røde jolle var kommet ombord, kontaktede Dannebrog derfor ejeren af sejlbåden for at høre nærmere om problemets karakter.
Artiklen fortsætter under billedet.
Herefter sendte de et indsatsfartøj med teknisk personale hen til sejlbåden for at løse motorproblemerne.
- Vores besætning er gearet til at yde både teknisk assistance, slæbe-assistance eller læk-assistance, altså hvis et mindre fartøj skulle springe læk, fortæller Sten Bilde Jensen.
Hjælpen fra Dannebrog betød, at motorproblemerne hurtigt var løst, og at familien, der bestod af to voksne og to børn, kunne sejle videre på deres ferie-sejlads mod Hornbæk.
Leder efter jollens ejer
Efter indsatsen på sejlskibet kunne Dannebrog fortsætte sin testsejlads, og herefter vende tilbage til hovedstaden, med den lille jolle ombord.
- Den lille, røde jolle har vi taget med til København, og nu er man ved at finde ud af, hvor den hører til, så den kan komme tilbage til sin retmæssige ejer, fortæller Sten Bilde Jensen.
Artiklen fortsætter under billedet.
Han formoder, at jollen enten har revet sig løs fra sin fortøjning eller har ligget på en strand, og er blevet taget af tidevandet, og orlogskaptajnen forklarer, at sådan en drivende jolle kan give problemer for andre sejlende.
- Hvis et mindre fartøj sejler ind i den med høj fart, kan det springe læk, forklarer Sten Bilde Jensen.
Kongeskibet klar til sejlads
Dannebrog har selv haft motorproblemer tidligere på sommeren, som betød, at majestætens planlagte togt til Færøerne blev afbrudt. Men efter testsejladserne er kongeskibet igen gearet til at sejle i de danske farvande, fortæller Sten Bilde Jensen til TV2 ØST.
- Vi har fået repareret hovedmaskinen, forklarer han.
- Så vi er som udgangspunkt færdige med testsejladsen, og skibet er tilbage og indgår i beredskabet igen, siger den næstkommanderende.
Dannebrog blev bygget i 1931-32 og tjener som officiel og privat residens for H.M. Dronningen samt øvrige medlemmer af den kongelige familie, når de er på sommertogt i hjemlige farvande eller på oversøiske officielle besøg.
Kongeskibet tager også del i farvandsovervågning og søredningstjeneste, når skibet er til søs og kan også bruges som hospitalsskib.