Der manglede blot 24 timer af høringen på Strandlyst Streetfood, og så var der grønt lys, men nu har en naboklage sat en stopper for planerne.
- Jeg er meget ærgerlig og trist. Ikke kun på mine egne vegne, men også på restauratørernes vegne og på alle de ansattes vegne, siger Tonny Lynge, initiativtager til Strandlyst Streetfood.
Madmarkedet skulle have åbnet 4. juni på Lyngvej i Vig, hvor der før har ligget både diskotek og restaurant. Restauranten brændte ned sidste år, og så opstod streetfoodplanerne.
Vi har ikke været for hurtige med at give tilladelsen
Tanken er, at markedet skal indeholde boder med alt fra vegetarmad og burgere til rugbrødssandwiches og is, men et nabopar til grunden er så trætte af udsigten til madboderne, at de har klaget til Planankenævnet.
Støj, lugt og forurening
Parret er blandt andet bekymret for støj- og lugtgener. Et andet klagepunkt går på, at grunden kan være forurenet, fordi den ifølge naboen ikke er blevet renset godt nok efter branden sidste år. Parret er derfor forundret over, at kommunen har givet tilladelse til madmarkedet, men det er der ingen grund til at være, lyder det fra Thomas Adelskov (S), borgmester i Odsherred Kommune.
- Der kan godt være streetfood på grunden. Ellers havde vi ikke givet tilladelsen. Vi har ikke været for hurtige med at give tilladelsen. Tværtimod har vi været rigtig grundige. Også med at sikre, at der var ryddet ordentligt op efter den brand der var derude sidste år, siger Thomas Adelskov.
Han ærgrer sig over, at der nu er sat en stopper for projektet.
- Jeg har stor respekt for, at vi har et klagesystem. Det skal der være, så borgerne kan være trygge, men vi kan jo se frem til, at der nu går et halvt år eller mere, inden den klage bliver behandlet, og det vil sige, at alle de aktive erhvervsdrivende, som har engageret sig i det her, ikke kommer til at kunne lave noget henover sommeren, siger borgmesteren.
35 unge ansat
Kulturinstitutionen Ung i Odsherred skulle have haft aktiviteter i en af containerne. Samtidig havde 35 unge lavet aftaler om job på madmarkedet, men med udsigt til en sagsbehandlingstid i Planklagenævnet på op imod ni måneder, skal de formentligt ud at se sig om efter noget andet arbejde nu.
Derfor ærgrer det også Ung i Odsherreds leder, Louise Nordlund, at Strandlyst Streetfood nu er sparket til hjørne.
- Det gjorde Odsherred en smule mere attraktivt, at der skete noget, som også kunne rumme unge mennesker, så vi er virkelig ærgerlige over det. Vi er rigtig ærgerlige over det på de unges vegne, og vi synes, det er super synd, når vi er nået så langt, siger hun.
Risikerer konkurs
Tonny Lynge har brugt det seneste halve år på at arbejde på planerne. Udover tid og knofedt har han investeret hele sin opsparing i projektet, og han har selv udvalgt de otte restauratører, der skulle være med.
Jeg synes, jeg har været ordentligt og grundig, så jeg kan ikke se, hvad jeg skulle have gjort anderledes
Flere af dem risikerer nu at gå konkurs, og selv om både han og restauratørerne vidste, at der var en risiko for, at madmarkedet kunne blive standset af en klage, ærgrer han sig over, at det nu er sket.
- Det er brandærgerligt, og det er desværre en del af gamet, men jeg synes ikke, jeg kunne have gjort noget anderledes. Jeg synes, jeg har gjort det på den rigtige måde. Jeg synes, jeg har været ordentligt og grundig, så jeg kan ikke se, hvad jeg skulle have gjort anderledes, siger Tonny Lynge.
Han har flere gange været i dialog med naboparret og andre naboer, der stillede sig kritiske over for madmarkedet, men det har altså ikke været nok til at berolige dem.
Selv om klagen til Planankenævnet har været en mavepuster for Tonny Lynge, har han ikke helt opgivet håbet om at stable madmarkedet på benene til sommer.
Han har fået henvendelser fra flere, der gerne vil lægge jord til det nye streetfoodsted, og borgmester Thomas Adelskov fortæller, at kommunen tirsdag vil se på, om de kan hjælpe med at finde en løsning, så madmarkedet bliver en realitet denne sommer.
TV2 ØST har forsøgt at få en kommentar fra parret bag naboklagen, men det har ikke kunnet lade sig gøre at få kontakt til dem i dag, mandag.