Mand stukket i brystet på Vig Festival - 19-årig anholdt

På Vig Festival er en mand blevet stukket ned. Politiet har anholdt en 19-årig mand, som formodes at stå bag.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

En 25-årig mand er torsdag blevet fløjet på Rigshospitalet fra Vig Festival, hvor han blev stukket med en kniv i brystregionen. En 19-årig mand er anholdt i sagen.

Det oplyser Asger Bechstrøm, som er vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi, kort efter midnat natten til fredag.

quote Jeg håber, at det er en enestående hændelse. Det er i hvert fald det, vi arbejder ud fra

Asger Bechstrøm, vagtchef, Midt- og Vestsjællands Politi

Politiet var talstærkt til stede på festivalen, der årligt løber af stablen om sommeren cirka 25 minutters kørsel nord for Holbæk, efter de modtog meldingerne om, at et knivstikkeri havde fundet sted. 

- En mand er blevet stukket med kniv i et campingområde på Vig Festival. Han er fløjet på Rigshospitalet, fortalte Asger Bechstrøm umiddelbart efter hændelsen.

Uden for livsfare

Det 25-årige offer var indledningsvist i kritisk tilstand, men han stabiliserede sig, og han er nu uden for livsfare. Knivstikket skete i brystregionen, oplyser Asger Bechstrøm.

Politiet fik anmeldelsen om knivstikkeriet klokken 22.26, og et par områder ved campingområdet blev derefter afspærret.

- Der er nok nogle, der ikke kan komme hjem til deres camps lige foreløbig. Man må meget gerne efterkomme politiets anvisninger derude, sagde Asger Bechstrøm omkring klokken 23.00.

Vagtchefen kunne ikke sige noget om, hvor stort et areal, der blev afspærret, men han fortæller, at politiet afsluttede deres arbejde på stedet omkring klokken 02.20 natten til fredag. 

- Der ophævede vi afspærringerne, fortæller han klokken seks fredag morgen. 

Skyldes konflikt

Den 25-årige mand, der blev stukket med kniv, kommer ifølge vagtchefen fra Holbæk-området. Den 19-årige mand, som er er blevet anholdt, er fra lokalområdet i Odsherred. 

Politiet har endnu ikke klarlagt, om de to mænd kendte hinanden. 

- Men vi kan i hvert fald gå så langt om at sige, at det ikke er et helt tilfældigt knivoverfald. Der her ligget en eller anden konflikt til grund for det her, fortæller Asger Bechstrøm. 

Læs også
Dukkede aldrig op hos sin datter - nu er han fundet død
Læs også
Dukkede aldrig op hos sin datter - nu er han fundet død

Asger Bechstrøm oplyser, at politiet har mange vidner i sagen, der har overværet forskellige episoder. 

- Så vi har snakket med en del mennesker ude på festivalpladsen, og vi har også haft et rigtig fint samarbejde med festivalpersonalet.  

Han tilføjer, at der ikke er grund til bekymring som festivalgæst på Vig Festival.

- Jeg håber, at det er en enestående hændelse. Det er i hvert fald det, vi arbejder ud fra, siger han. 

Det vil fredag morgen blive besluttet, om den 19-årige skal fremstilles i grundlovsforhør. 


 


Nyhedsoverblik