Den 29-årige mandlige medarbejder, som onsdag i sidste uge blev stukket ihjel på bostedet Ørbækskilde i Fårevejle, var alene på vagt i det hus, hvor en 19-årig mand boede, der nu er anholdt og sigtet for at stå bag drabet.
Det skriver lokalmediet Nordvestnyt, der har fået aktindsigt i en redegørelse, som bostedet har sendt til Socialtilsyn Øst.
Her uddybes de to strakspåbud, som Arbejdstilsynet efter drabet har givet til bostedet.
Arbejdstilsynet bekræfter overfor TV2 ØST, at det er de to strakspåbud, der er givet.
I det ene påbud står der ifølge redegørelsen ,som opholdsstedet har sendt til Socialtilsyn Øst, at:
"Virksomheden påbydes at sikre, at alenearbejde med beboere med kendt udadreagerende adfærd på Ørbækskilde planlægges, tilrettelægges og udføres således, at risikoen for vold imødegås. Kan faren ikke imødegås, må den ansatte ikke arbejde alene.”
Ifølge redegørelsen fra opholdsstedet havde den 19-årige mand tidligere på drabsdagen udvist voldsom adfærd og blandt andet smadret møbler, hvilket Arbejdstilsynet slår ned på i dets andet udstedte strakspåbud:
"Virksomheden påbydes at sikre, at arbejdet på Ørbækskilde planlægges, tilrettelægges og udføres således, at faren for vold og trusler om vold i forbindelse med beboernes adgang til virksomhedens knive og andre genstande, der kan bruges som våben, imødegås."
Begge påbud skal efterkommes straks.
Bosted: Det var en situation, vi ikke kunne forudse
Overfaldet på den 29-årig mand skete uden for opholdsstedet. Politi og ambulance blev tilkaldt klokken 15:11, hvor den 29-årige blev fundet på vejen.
Ambulancefolk ydede førstehjælp på stedet, og manden blev efterfølgende hentet af en helikopter og fløjet til Holbæk Sygehus. Her blev han erklæret død.
Ifølge bostedet var der tale om en akut opstået situationen, som det ikke kunne forudse.
- Vi undersøger naturligvis indgående, om vi som institution kunne have gjort noget anderledes, som kunne have forhindret den tragiske forbrydelse. Foreløbig tyder alt dog på, at det er en akut opstået situation, som vi ikke kunne forudse og som uden varsel udviklede sig fatalt, sagde bestyrelsesformand Susanne Kaufmann mandag i en pressemeddelelse.
Den 19-årige mand blev nytårsaftensdag fængslet i surrogat foreløbig frem til den 26. januar i et grundlovsforhør ved Retten i Holbæk.
Fængsling i surrogat i den slags sager foregår normalt på en psykiatrisk afdeling. Politiet har bekræftet, at manden har en diagnose, men er ikke gået yderligere i detaljer med drabet, da grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre.
Manden kærede ikke kendelsen om varetægtsfængsling.
Drabet har sendt rystelser gennem samfundet, hvor både statsminister Mette Frederiksen (S), borgmester i Odsherred Kommune Thomas Adelskov (S) og formanden for Socialpædagogernes Landsforbund, Benny Andersen, har udtrykt sorg over drabet.