Mens andre slapper af, snuser 12-årige Alba til forfatterdrømmen

I denne uge er 30 unge samlet til forfattercamp i Odsherred. Et fællesskab for dem, der elsker at læse, skrive og nørde litteratur.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der er mange måder at bruge sommerferien på. De fleste vælger nok at rejse, bade eller slappe af.

Men hvad med at bruge tiden på ord og bogstaver?

Det er i hvert fald hvad 30 unge i Odsherred har valgt at gøre.

Én af dem er 12-årige Alba Marie Rex.

Hun elsker ord, at skrive og læse bøger, og hun pløjer ofte to igennem på en uge.

- Det kommer selvfølgelig lidt an på, hvor tyk bogen er, fortæller hun til TV2 ØST.

Om aftenen er der aktiviteter, badning, åben scene og hygge. Eller man kan skrive videre på det, man er igang med. Alba Marie Rex på billedet her elsker at skrive.
Om aftenen er der aktiviteter, badning, åben scene og hygge. Eller man kan skrive videre på det, man er igang med. Alba Marie Rex på billedet her elsker at skrive. Foto: Peter Kryger - TV2 ØST

Alba Marie Rex opholder sig i disse dage i Odsherred, hvor hun er indkvarteret med andre skrivelystne unge på et skrivehold og bliver undervist af professionelle forfattere. Måske et sted, de færreste 12-13-årige ville bruge deres sommerferie.

Men for Alba Marie Rex er tiden givet godt ud:

- Når man sidder med en bog, kan man meget nemt leve sig ind i det. Man glemmer tid og sted, fortæller hun.

Litteratur og skrivelyst på nørdeniveau

Alba Marie Rex har i denne uge selskab af 29 andre unge på sommercampen:

- Jeg kan virkelig godt lide at læse. Så begyndte jeg at skrive, og så tænkte jeg, at det kunne være virkelig sjovt med forfattercamp, siger Caroline Corbey Rubinstein fra Humlebæk.

Det bakker Vilde Hjort Rylander fra København hende op i:

- Jeg synes, det er meget hyggeligt. Der er rigtig mange søde mennesker, der er ligeså nørdet som en selv, siger hun til TV2 ØST.

Hver morgen starter med morgensamling med campens undervisere. Hele dagen er der undervisning. Her er det Vilde Hjort Rylander fra København foroven og Caroline Corbey Rubinstein fra Humlebæk i nederste køje.
Hver morgen starter med morgensamling med campens undervisere. Hele dagen er der undervisning. Her er det Vilde Hjort Rylander fra København foroven og Caroline Corbey Rubinstein fra Humlebæk i nederste køje. Foto: Peter Kryger - TV2 ØST

Faktisk er hele FDF's spejderhygge ved Ordrup i Odsherred i denne uge fyldt med unge, der holder af litteratur og har stor skrivelyst på nørdeniveau.

- Formålet med forfatterskolen for unges sommercamp, det er, at vi ønsker at give unge, der kan lide at skrive, unge der elsker litteratur, et fedt sommerferietilbud, hvor de både får udfordret deres interesse for litteratur, men også hvor de møder nogle ligesindede, siger Anne-Marie Donslund, der er leder på forfatterskolens sommercamp.

Fødekæde til forfatterskolen

Campen er for unge mellem 12 og 22 år, og der er i alt tilmeldt 30 unge. De unge er delt op i fire grupper og bliver undervist af professionelle forfattere.

- Selvom det er i sommerferien, så synes jeg, det er en fed undervisning, vi får. Det er ikke ligeså kedeligt, som det i skolen, siger Alba Marie Rex.

På sommercampen bliver de unge undervist af professionelle forfattere.
På sommercampen bliver de unge undervist af professionelle forfattere. Foto: Peter Kryger - TV2 ØST

Sommercampen er blot en del af flere tilbud til unge i Midt- og Vestsjælland. Forfatterskolen har forfatterskoler i syv kommuner og endda et talenthold.

- Vi ved, at der er nogle af de her unge, der bliver kommende forfattere. Vi har tidligere elever, der går på forfatterskolen, og vi er en fødekæde til forfatterskolen, siger leder Anne-Marie Donslund.

Anne-Marie Donslund, der er leder på forfatterskolens sommercamp, fortæller at mange af de unge, der tager på sommercamp ender med at gå på forfatteskolen og selv blive forfattere.
Anne-Marie Donslund, der er leder på forfatterskolens sommercamp, fortæller at mange af de unge, der tager på sommercamp ender med at gå på forfatteskolen og selv blive forfattere. Foto: Peter Kryger - TV2 ØST

En fødekæde, der passer godt ind i Alba Marie Rex' drøm.

- Jeg tror godt, jeg kunne tænke mig at være forfatter.

Men selv hvis drømmen måtte ende et andet sted, er ugen ikke spildt. For der er langt mere end bare ord på programmet:

- At gå ture og bade. Man får mange nye venner, som man måske også har lidt mere tilfælles med, fordi vi alle godt kan lide at læse og skrive, siger Alba Marie Rex.

Sommercampen i år foregår den 11.-15. juli i Ordrup. 

Du kan læse mere om forfatterskolen her.





Nyhedsoverblik