Det nærmer sig med hastige skridt.
For i slutningen af 2017 rundede Molslinjen 99 millioner passagerer. Det betyder, at der ikke går lang tid, før de rammer 100 millioner gæster.
- Når man sejler med passagerer, er det afgørende, at man ved, hvor mange mennesker man har ombord. Derfor har vi været i stand til helt præcist at følge antallet af passagerer helt fra Molslinjens begyndelse i 1966, forklarer Molslinjens administrerende direktør, Carsten Jensen.
Tre millioner sejlende i 2017
Næsten tre millioner mennesker sejlede med Molslinjen mellem Sjælland og Jylland sidste år. Det er det største antal passagerer i deres historie.
Passager nummer 100 millioner vil dukke op i løbet af foråret, forventer de.
- Det er et stykke dansk transporthistorie, som vi klart vil markere. Hvordan ved vi ikke helt endnu, men mon ikke vi kan gøre turen lidt speciel for den passager, som får tælleren til at ramme 100 millioner, lyder det fra Carsten Jensen.