Alene mandag aften har Midt- og Vestsjællands Politi modtaget fem anmeldelser om stenkast mod huse i Odsherred Kommune.
Det må være meget utrygt at sidde hjemme i sin sofa og få en sten kastet ind af sit vindue
Politiet kørte ud til alle anmeldelser om stenkast mod huse for at foretage gerningsstedsundersøgelse. Der blev sikret spor fra stederne, som politiet nu afventer resultatet af.
- Det må være meget utrygt at sidde hjemme i sin sofa og få en sten kastet ind af sit vindue, siger Charlotte Tornquist, kommunikationsrådgiver hos Midt- og Vestsjællands Politi.
Fem anmeldelser på tre timer
Den første anmeldelse kom klokken 20.48. Her anmeldte et ægtepar ved Skoven i Ordrup, Fårevejle, at de havde fået kastet en sten ind igennem en rude til deres hus omkring et kvarter tidligere. De blev ikke ramt af stenen, men blev selvfølgelig forskrækkede.
Artiklen fortsætter under billedet.
Cirka en halv time senere blev et hus på Veddingevej, Høve i Asnæs ramt af stenkast to gange. Her blev der kastet en sten mod huset, som ramte en dør og lavede en bule i en aluplade. Senere på aftenen klokken 23.59 blev der kastet en sten imod samme hus, og her ramte stenen en stor rude på 130x130 centimeter, som blev knust.
Beboeren så en mindre mørk personbil muligvis med tågelys, som kørte forbi huset, da stenen blev kastet.
Klokken 22.37 fik Midt- og Vestsjællands Politi så en anmeldelse om et stenkast på Borrevangsvej i Asnæs. Her blev en sten kastet igennem rude til stue. Anmelderen hørte, at der fra stedet kørte en bil mod Fårevejle. Bilen havde formentlig holdt lige uden for huset.
Vi arbejder ud fra en teori om, at der er et sammenfald i de anmeldelser, vi har fået
Ved Ankeret i Vig blev en ejendom ramt klokken 23.30, hvor en sten kort før anmeldelsen blev kastet mod en rude i huset, så det yderste lag glas knustes.
Et fjerde hus ved Dalvang i Nykøbing Sjælland blev også ramt mandag aften. Omkring klokken 23.00 hørte beboerne i huset et højt brag, da en sten blev kastet igennem en rude i stuen. En mindre bil blev set køre fra stedet.
Artiklen fortsætter efter grafikken.
Grafik: Lonni Haugaard
Flere lignende hændelser
Dagens anmeldelser om hærværk ved stenkast mod ruder er de seneste i en række lignende episoder i området.
Politiet modtog den første anmeldelse den 13. marts, hvor der var tre tilfælde af stenkast, som ligger inden for kort afstand i Fårevejle og Asnæs.
Ét af stederne blev stenen efterladt på stedet.
Artiklen fortsætter under billedet.
Politiet efterforsker sagerne i sammenhæng, da tidspunktet og måden hærværket er udført i forbindelse med forbikørsel i en bil er ens ved alle forhold.
- Vi arbejder ud fra en teori om, at der er et sammenfald i de anmeldelser, vi har fået, for der er flere, der fortæller, at der kommer noget igennem vinduet, og at der kommer en bil kørende ude på vejen, siger Charlotte Tornquist fra Midt- og Vestsjællands Politi.
Politiet søger vidner
Politiets undersøgelser har ikke klarlagt, hvad motivet til hærværket kan være.
- Vores budskab er, at vi har brug for borgernes hjælp, for der er faktisk ikke nogen af de forurettede, der kan forstå, hvorfor det her er sket for dem, siger Charlotte Tornquist.
Vidner, som har set noget i forbindelse med hærværket, og som kan komme med oplysninger i sagen, bedes ringe til politiet. Især oplysninger om køretøjer, der har kørt i området har politiets interesse.
- Måske nogle borgere har bemærket den her bil, der måske lusker rundt i området efter mørkets frembrud, som måske kører flere gange frem og tilbage. Det har vores store interesse at få en beskrivelse af bilen og måske en nummerplade. Der er tale om en mindre, mørk personbil, der muligvis har tågelygter, siger Charlotte Tornquist.
- Er der andre borgere, der hører nogen tale over sig i forhold til, at det her er sket, eller hvem der kunne have interesse i at gøre det her, så vil vi meget gerne høre om det.
Politiet kan kontaktes på 1-1-4.