Peter med harpungeværet gjorde Sjællands Odde til paradis for havets storvildtjægere

Det var en eksplosion, der fik Peter Wilhelm Madsen til at investere alle familiens sparepenge i det nye harpungevær. Det nye gevær skulle bruges til at tage livet af de tun, der som glubske torpedoer jog op ved båden, når han røgtede sine sildegarn.

Da pengene var små, havde han først selv forsøgt sig med at lave et harpungevær ud af et dobbeltløbet jagtvær. Hos smeden havde han fået smedet en harpun med en tynd wire i, og planen var, at haglpatronen i det ene løb skulle dræbe tunen. Bagefter skulle den let kunne hives ombord med wire og harpun, der blev affyret samtidig fra det andet løb.

I teorien kunne det godt have virket, men eksperimentet kostede nær Peter Wilhelm Madsen både syn og hørelse, da geværet eksploderede i hænderne på ham, første gang han skulle affyre det.

De andre fiskere anså Madsen for at være småskør, når han insisterede på, at han ville jage kæmpefiskene. Tunene kunne hive en mand overbord, når deres kræfter blev udfordret, og i 1920’erne var der ingen penge i den type fiskeri, da tunkød blev betragtet som uspiseligt.

Tun udløste lystfisker-eventyr

Småskør eller ej, de himmelvendte øjne skulle snart blive vekslet til anerkendende blikke. For det, der begyndte som Peter Wilhelm Madsens livsfarlige mani med at jage tunfisk, skulle senere vise sig at være starten på et sandt eventyr, der bragte både berømmelse og rigdom til den lille by på Sjælland Oddes nordside, der meget betegnende har fået navnet Havnebyen.

Kongelige, adelige og rige fra hele verden begyndte på den her tid at interessere sig for lystfiskeri, og ligesom storvildtjægeren anså løven for at være det ypperligste trofæ, så var den blåfinnede tun en af de absolutte topfisk for lystfiskerne.

Havnebyen blev verdenskendt for at være det perfekte udgangspunkt for velbeslåede lystfiskere, der ville prøve kræfter med kæmpetunen. Lokalt blev drømmen om at tjene store penge på de rige lystfiskere vakt, og i de følgende år blev der satset stort på at udvikle et turisteventyr, som skulle bringe rigdom til den lille fiskerby.

I løbet af 1950’erne forsvandt tunfisken fra farvandet ud for Odden. Ind til for nylig var det stort set kun den lokale havnegrill, der med sit navn Café Tunen videreførte mindet om dengang, hvor tunfisken bragte Havnebyen på verdenskortet.

Siden dengang, hvor Peter Wilhelm Madsen jagtede sin første tun, er fisken blevet en eksklusiv spise med salgspriser, der løbende slår nye rekorder.

Den stående rekordpris kom, da en japansk sushirestaurant i januar i år betalte mere end 20 millioner kroner for en tunfisk på knap 300 kilo.

Nu lever drømmen om et storslået tuneventyr igen. I 2016 kom meldingen om, at der igen er blevet set blåfinnede tun springe i Kattegat.

Siden er det igen og igen blevet bekræftet, at kæmpefisken, der har været væk i to generationer, er tilbage i danske farvande.

Rudkøbingmotoren drev med sin fem hestekræfter taktfast den lille fiskerbåd ud langs Sjællands Odde. Motorens dunken blandede sig med havets brusen den septembermorgen, hvor fisker Peter Vilhelm Madsen var på vej ud for at røgte sine sildegarn.

Med frisk fra vind fra nordvest vuggede båden som en lille korkprop i bølgerne, der havde bygget sig store hele vejen ned gennem Kattegat.

I mellemkrigsåret 1929 havde Madsen en aflang trækasse med ombord, hvorpå der stod ’Kongsberg Geværfabrik Norge’.

Det norske harpungevær

I kassen lå det våben, der for eftertiden ville komme til at gøre Peter Vilhelm Madsen til ikonet for et helt særligt stykke danmarkshistorie.

En æra, hvor flokke af springende tunfisk, med en potentiel længde på mere end tre meter lange og en kampvægt på 700 kilo, var noget, man kunne møde, hvis man tog på fisketur i det sydlige Kattegat ud for Sjællands Odde.

Peter Vilhelm Madsen burde tænke på de sild, der skulle brødføde familien, da han var på vej ud til sine garn den tidlige efterårsmorgen i 1929.

I efteråret var sildene store og fede og blev solgt til gode priser. Alligevel var det ikke de sølvskinnende stimefisk, der fyldte mest i bevidstheden hos Odden-fiskeren.

Hans tanker kredsede om den aflange, gråmalede trækasse, som han dagen i forvejen havde erhvervet sig for 175 kroner. En stor sum for en fisker som ham, men hans jagtinstinkt og nysgerrighed fik ham alligevel til at investere i et topmoderne harpun-gevær. Det skulle bruges til at fange en af de kæmpe tunfisk, der gik på rov ved båden, når han hev sild ombord.

Besat af jagten på kæmpefisken

Det var ikke, fordi der var penge at tjene ved at jage tunfisk, men Madsen var besat af tanken om at skyde en af dem med sit nye gevær.

Han havde tidligere prøvet at afsætte en tunfisk til fiskehandlerne inde på havnen, men de vilel kun betale ham én krone kiloet - en alt for ringe pris, når det blev holdt op imod besværet og risikoen ved at jage de store fisk.

Faktisk kunne Madsen godt forstå, at der ikke rigtigt var nogen, der gad betale ham for den tun, som han præsenterede inde på havnen. Han smagte selv på den, og som han skrev i sine noter, så var det ikke nogen god oplevelse:

- Vi spiste også af den. Det lignede kød og smagte af fisk. Det er første og sidste gang, jeg har smagt tunfisk.

Bag Peter Vilhelm Madsen knækkede bølgerne ved den lange tange, der udgør Sjællands Odde. Det var derinde fra stranden, at han som dreng hjalp sin far med at få båden i vandet, når de skulle ud med deres garn.

Han var 36 år på det tidspunkt, og efter havnen stod i færdig i 1909, var forholdene blevet bedre, bådene større, og silden kunne nu sælges i havnen og fragtes videre med automobil. Fra stationsbyen Nykøbing Sjælland kunne den endog sendes videre med tog ad Odsherredsbanen.

Opkaldte fisken efter mareridt

Som barn lærte Peter Vilhelm Madsen af sin far, hvor de gode fiskepladser lå, og dengang fortalte faren ham om den store fisk, der sommer og efterår kunne stå under båden.

Med en topfart på 80 km i timen brød den som en tysk torpedo havoverfladen for at æde de sild, der faldt af fiskernes garn.

Dengang vidste de lokale ikke, at der var tale om den blåfinnede tun, og for fiskerne fremstod tunfisken som et overdimensioneret væsen, der lige så godt kunne høre til i et mareridt. Derfor gav de den navnet Havmaren.

Ser man nærmere på den blåfinnede tun, på latin Thunnus thynnus, forstår man godt, at det er en fisk, der er omgærdet af fascination og ærefrygt.

Fisken kan blive op til 40 år gammel, og da den konstant skal holde sig i bevægelse for at ilte blodet, er det en ekstremt muskuløs og udholdende fisk. De allerstørste eksemplarer er målt til at være over tre meter lange, og de kan nå en kampvægt på 700 kilo, hvilket svarer til vægten på en stor hest.

Det gør, at den er vanskelig at besejre, og hvis man som lystfisker får den på krogen, skal man indstille sig på hård fysisk kamp, der oftest varer flere timer.

Søger mod bunden

Når tunen bider på krogen, søger de straks mod bunden, og her kan dykke ned til en hel kilometers dybde og nå en topfart på 80 kilometer i timen.

Tunen er en rovfisk, der hovedsageligt lever af sild og makrel, og på sin jagt efter føde kommer den til de danske farvande om sommeren. Her bliver den indtil sidst på efteråret.

I Danmark har man beretninger om, at tunen er observeret i tiden omkring Englandskrigene i begyndelsen af 1800-tallet, og der er beretninger, som fortæller, at den her vandrede helt ind i Østersøen.

En blæsende septembermorgen i 1929 ville Peter Vilhelm Madsen afprøve den harpunjagt, som han gennem noget tid havde eksperimenteret med.

Han vidste udmærket, hvad det var for en type fisk, han var oppe imod, da den de seneste år oftere og oftere var dukket op, når han var ude ved sildegarnene

Peter Wilhelm Madsen var lidt af en ener blandt de andre Odden-fiskere. Mens de andre fiskere bandede tunene langt væk, fordi den stjal deres sild, så var Peter Wilhelm Madsen fascineret af dens størrelse og af dens kræfter.

Han ville vise, at den kunne overvindes, og han var opsat på at finde ud af, hvordan han kunne fange de store krabater, uden at de gjorde skade på grej og mandskab.

Mange fejlslagne forsøg

Første gang Peter Vilhelm Madsen forsøgte sig med at overvinde tunen, havde han fået fremstillet en kæmpe krog hos den lokale smed.

Krogen blev lavet ud af tænderne på en rive, og med den havde han hevet en tun på 100 kilo ombord. Det havde dog været alt for besværligt, og i stedet gik han over til den harpunjagt, der senere gjorde ham til en levende legende.

Efter flere fejlslagne og risikable forsøg på at fange de store fisk skulle det nu ske på den helt rigtige måde.

Det nye harpungevær var bygget til formålet og videresolgt af en rig nordmand, der havde åbnet en hermetikfabrik i Skagen, hvor tunfisk blev puttet på dåse og solgt.

Rygtet om stimerne af kæmpe tunfisk ved Sjællands Odde spredte sig hurtigt fra båd til båd og ud i det internationale lystfiskermiljø.

Den lille havn fik i den periode besøg af mange velhavende lystfiskere fra Sverige, England, Skotland, Tyskland og også helt fra Amerika kom de rejsende for at prøve kræfter med tunene, der sprang ved Sjællands Odde.

Lystfiskerne var blevet lokket til af internationale reklamefremstød, og berømte internationale lystfiskere blev inviteret forbi som den madding, der skulle trække endnu flere til.

For at følge op på succesen arrangerede Odsherreds Turistforening udstillinger i København og London, hvor spektakulære billeder fra tunfiskeriet skulle lokke endnu flere turister til.

Det havde den ønskede effekt.

Jetsettet kom til Havnebyen

I de her år havde overklassen i stor stil fået øjnene op for lystfiskeriet, og gæsterne ved Odden talte både kongelige og adelige, som havde hørt om sensationen ved Odden. De ville selv prøve kræfter med den store og adrætte fisk, der til overflod fandtes her.

Havnefogeden havde startet et lille pensionat i sit hus ved havnen, hvor han sammen med sin kone beværtede de mange fine gæster.

Odsherred Turistforening havde planer om at sælge weekendture til Sjællands Odde for de rige turister, der ’per flyvemaskine til fiskepladsen’, som det hed, skulle flyves til København, hvorfra de i bil skulle rejse videre til Havnebyen.

Turistforeningen forsøgte at indgå en aftale med Ford Fabrikken i København, der skulle stille fabriksnye biler til rådighed, så turisterne bekvemt kunne komme frem til Odden. Her kunne de veludhvilet se frem til en god dyst med en af de tunfisk, der med noget nær garanti ville bide på krogen.

For lystfiskerne var tunen et eftertragtet trofæ i samme kategori, som løven er for en storvildtjæger. De velstående lystfiskere romantiserede den langvarige kamp med tunen, og så den som en ædel kamp mellem mand og natur, eller mellem råstyrke og intelligens.

Eller som Dagbladet Politiken skrev i en reportage om tunfiskeriet ved Sjællands Odde:

’Når man har Fisken på Krogen, er Kunsten (…) at ”føle” fiskens bevægelser i vandet. Menneskets Kamp med Kæmpedyrets Urkraft, hvor ikke Kraften, men Snildet bringer sejr.'

Skulle aflives hurtigt og effekivt

Sådan var det ikke for Peter Vilhelm Madsen og de andre fiskere på Odden. Efter prisen på tunens kød var begyndt at stige, gik de efter at indfange fisken og aflive den hurtigt og effektivt, før den gjorde skade på mandskab eller udstyr.

De rige lystfiskere syntes, at det var spændende at opleve de lokales fangstmetoder, men først og fremmest var de begejstrede over de mange tunfisk, der dukkede op i kølvandet på fiskernes både, når sildegarnene blev røgtet.

Til Politiken udtalte en københavnsk lystfisker:

’…forholdene herhjemme er langt bedre end ved fiskepladserne omkring Californien, England og Norge’ og københavneren fortsatte med overbevisning: ’Tunfiskeriet ved Sjællands Odde vil om et par år være verdensberømt…’

I dag er tun som bekendt en udbredt spise, hvad enten vi tager den fra dåse, smider de faste bøffer på grillen eller foretrækker den rå sushi-version.

Den store efterspørgsel på tunkød har gjort, at arten er truet af overfiskeri, og når dens foretrukne spise - silden og makrellen - samtidig også bliver overfisket, så er det ikke så sært, at bestanden har været på tilbagetog.

Men for første gang i to generationer er tunen nu tilbage i danske farvande, og ser man på, hvad de blåfinnede tun handles for på det japanske marked, er det ikke så sært, at der blandt fiskerne lobbyes for, at det igen bliver muligt af fiske efter tun i Danmark.

Ulovlig jubelfangst

I danske lystfiskerkredse har det medført jubelscener, og tunen anses stadig som en af de absolutte topfisk.

Et af de første vidnesbyrd om, at tunen var tilbage, blev bragt i lystfiskermagasinet ’Fisk & Fri’, da de i september 2016 gengav en ekstatisk beretning fra lystfiskere, der - selvom det er forbudt - var taget på tunjagt i den danske del af Skagerrak, efter de havde hørt rygter om, at kæmpetun igen sprang på disse kanter.

Lystfiskerne i magasinet er anonyme, men de beretter om noget, der kan være en danmarksrekord. Efter mere end en times kamp, fik de en tun på mere end tre meter trukket ind til bådsiden. Lystfiskerne turde i sagens natur ikke at bringe fisken i havn, og genudsatte den, men deres vurdering var, at den har vejet mere end 400 kilo.

Peter Vilhelm Madsen var omsider nået frem til de bøjer, der markerede sildegarnene.

Aftenen før havde han sat dem ved en fiskeplads nord for Gniben, der er navnet på den lerknold, som markerer Sjællands Oddes alleryderste punkt. Vinden var stadig frisk, og med motoren kørende sikrede han sig, at båden ikke drev ind på det rev, som igennem tiderne har betydet forlis for utallige fartøjer.

Allerede efter et par af sildegarnene var blevet halet ind, kom tunen op fra dybet for at mæske sig. Sammen med sin makker gjorde Madsen garnene fast forude.

Det var nu, at hans evner og hans nyeste investering skulle stå sin prøve.

De to mænd bugtede harpunsnoren over lønningen på båden, så den kunne løbe frit, og Madsen gav sin makker den bøje, der var fastgjort i enden af harpunsnoren. Han skulle holde sig klar til at smide bøjen ud, hvis Madsen ramte tunen.

Sild som lokkemad

Madsen havde forberedt sig på det her.

Han havde taget kork med, som han proppede ind i gællerne på en sild, så den kunne holde sig flydende. Han ladede geværet, stoppede harpunen i løbet og smed maddingen i vandet nogle meter fra båden. Madsen satte sig ned på agterruffet for at holde balancen.

Så tog han sigte på silden.

Det havde ikke været på tale at afprøve geværet, før han sejlede ud. Der medfulgte kun ti skud, da han købte det, og de skulle alle spares til tunen. Derfor bad han til, at det her harpungevær var bedre end det, som han selv baksede sammen.

Med et kom den glinsende kæmpe farende op fra dybet efter silden. Madsen trykkede på aftrækkeren, og til sin store lettelse eksploderede geværet ikke i hænderne på ham.

Tunfisken dykkede under båden, men blodet i vandet viste, at den var ramt. Bøjen blev smidt over bord, og sammen med harpunsnoren forsvandt den med tunen ned i dybet.

Tror den er tabt

De to mænd spejdede efter bøjen, mens tiden sneglede sig afsted. Efter noget tid kom bøjen endelig op mellem bølgerne omkring hundrede meter fra båden. Madsen syntes, at den lå og flød så ligegyldigt.

Han talte med sin makker om, at tunen sikkert havde vristet sig fri og var sluppet væk. Skuffede begyndte de at hale line og bøje ombord, men så blev det tungere, og de opdagede, at det første skud med det nye harpungevær var en fuldtræffer.

Harpunen var gået ret igennem tunen, der i sin kamp havde tabt så meget blod, at den var død og nu kunne hales ombord uden videre kamp.

Peter Vilhelm Madsen forsatte med at forfine sin jagtteknik og sin kunnen med harpungeværet, og de efterfølgende år fik han legende-status.

I pressen blev han skildret som ’Harpunskytten fra Sjællands Odde´, og da han var god til at berette om sine fangstmetoder, blev han kendt som den lokale fisker, der vidste alt om tunens færden, og hvordan man fik ram på den.

Nationalmuseet fik også øjnene op for hans særlige evner til at formidle, og de bad ham føre noter, så tunfiskeriet kunne blive dokumenteret for eftertiden.

Havnebyen blev taberen

Peter Vilhelm Madsen lykkedes med at udvikle en effektiv metode til tunfiskeri, men de store planer om at gøre tunsafarier ud for Sjællands Odde til en guldrandet forretning blev forpurret, inden de rigtig kom i gang.

Nord for København, blandt andet i Snekkersten, havde man også sat sig for at tiltrække de rige lystfiskere, og i den konkurrence blev Havnebyen på Sjællands Odde taberen.

Det var lettere for lystfiskerne at komme til nordkysten ved Øresund, end det var at komme helt til Sjællands Odde, og samtidig var det nemmere for de nordsjællandske havnebyer at opfylde de krav til overnatning og beværtning som forvænte lystfiskere havde.

Kæmpefisken forsvandt fra danske farvande

Tunen forsvandt gradvist igen fra Skagerrak, men helt frem til sin død kunne Peter Wilhelm Madsen berette om, hvordan det gik for sig dengang, da kæmpetunene huserede i farvandet omkring Sjællands Odde.

Nu er tunen tilbage i de danske farvande, og i Fiskeriministeriet gyder de vandene hos de internationale organisationer i håbet om, at Danmark på sigt igen kan få lov at fiske efter tun.

Men det er en sej kamp, hvis danske fiskere skal have lov til at genoptage tunfiskeriet. Det kræver nemlig, at andre lande afgiver deres kvoter.

I Havnebyen på Odden har de lavet et lille museum, der fortæller om dengang, hvor tunen sidst var forbi, og sammen med grillbaren Café Tunen holder det liv i de gamle fortællinger.

Husker virakken

I den nedlagte auktionshal på havnen på Odden er væggene prydet med redskaber fra dengang, hvor der blev fanget kæmpe tun fra kutterne, og de ældste fiskere husker al virakken og de mange fine gæster, der kom forbi.

Her har de dog ikke travlt med at komme ud og fange tun igen, for som en af dem siger: 

- Hvis vi ikke sørger for at holde dem fredet, så forsvinder de ret hurtigt igen.

Denne webdok er skrevet af Bue Bukh Petersen i 2019. 

Grafikken er lavet af Nick Abildgaard.

Fortællingen om Peter Wilhelm Madsen og tunfiskeriet ved Odden er hovedsagligt baseret på bogen 'Til havs efter tun' fra Fiskeri- og Søfartsmuseets forlag, redigeret af Søren Byskov.

Historiske filmklip er stillet til rådighed af Filmcentralen /Danmark på Film.

Optagelserne af tunfiskeriet fra 2017, er lavet da DTU AQUA i samarbejde med lystfiskere mærkede blåfinnede tun i Kattegat og Skagerak.

Tak til:

Museum Vestsjælland.

Thomas Lund Johansen, Museumsinspektør.

Fisker Otto Jensen, Havnebyen.

.