Planer om nyt supermarked udløser indædt strid - kritikere frygter massiv butiksdød

I Nr. Asmindrup i Odsherred er borgere begejstrede over udsigten til en Rema 1000 og nye boliger. Kritikkerne frygter butiksdød i nabobyerne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Planerne om et nyt supermarked i udkanten af den lille by Nr. Asmindrup i Odsherred har udløst et indædt slagsmål. Kritikkerne frygter massiv butiksdød i nabobyerne. Men i den lille og livlige by syd for Nykøbing Sjælland er beboerne dødtrætte af, at de skal køre mindst otte kilometer for at købe en liter mælk eller en pakke køkkenruller.

Fronterne er til at få øje på i striden om den måske kommende Rema 1000-butik.

- I yderste konsekvens er der købmandsbutikker, der må lukke på grund af det her. 

Sådan siger Thomas Nicolaisen (R), der er medlem af byrådet i Odsherred Kommune. Han frygter, at det nye supermarked vil suge omsætning ud af de eksisterende forretninger.

quote Min bekymring er, at et nyt supermarked vil tage omsætning fra den øvrige detailhandel

Thomas Nicolaisen (R), medlem af byrådet i Odsherred Kommune

På den anden side står formand for Vækst- og Udviklingsudvalget Mathias Hansen (V).

- Helt grundlæggende handler det om, at der kommer nogen, der vil udvikle vores kommune for egen regning. Det er simpelthen svært at sige nej, når der kommer nogen og siger: Hør her venner, vi betaler gildet, forklarer Mathias Hansen (V).

Vi vender tilbage til den voldsomt trafikerede Odsherredvej, hvor Rema 1000 vil placere et supermarked på toppen af Lårbakken. Men først skal vi lige se lidt nærmere på Nr. Asmindrup, der nærmest er vokset sammen med Svinninge.

Byen, der næsten har alt

Der er smukt ved den hvide kirke centralt i byen. Det er ren idyl på en solbeskinnet sommerdag. Byen har alt – næsten.

- Her kan man rigtig godt bo. Det er en dejlig by, hvor vi samarbejder om det meste, fortæller sognepræst Ann Skov Sørensen, der har været en af stemmerne i debatten om planerne om en dagligvareforretning, som hun støtter.

Sognepræst Ann Skov Sørensen håber at forblive gode venner med nabobyerne.
Sognepræst Ann Skov Sørensen håber at forblive gode venner med nabobyerne. Foto: Tina Mortensen - TV2 ØST

Der er en station, en børnehave og en friskole med lokal succes. 180 børn.

- Skolen har sammen med en gruppe forældre også lavet en børnehave. Jeg tror, der går 40 børn, siger sognepræsten, der er synligt stolt over sin by.

Læs også
Nedlukkede butikker forsøger sig med kreative løsninger for at sikre eksistensen
Læs også
Nedlukkede butikker forsøger sig med kreative løsninger for at sikre eksistensen

Men der mangler altså alligevel noget. Der er ingen dagligvareforretning.

- Vi mangler jo et sted, hvor vi kan købe ind, så man kan leve hele sit liv her i Nr. Asmindrup, siger Ann Skov Sørensen.

De nærmeste supermarkeder ligger i Vig eller Højby. Der er endnu længere ind til Nykøbing Sjælland.

- Vi skal jo både hen og hjem, så sammenlagt skal vi vel køre mindst otte kilometer til det nærmest sted for at fylde en indkøbspose, fortæller Ann Skov Sørensen.

Flere ældre borgere kan blive boende

Rema 1000 vil ikke bare bygge en dagligvareforretning med parkeringsplads og en tankstation langs med Gl. Nykøbing Vej. Kæden vil også betale for en rundkørsel på den stærkt trafikerede Odsherredvej. Lokalplanen for området skal ydermere give mulighed for at bygge omkring 110 boliger. Rema 1000 vil selv stå for byggeriet af i første omgang 30 af boligerne.

- Jeg tænker, at det vil være rigtigt dejligt, hvis vi får vores to byer bygget mere sammen. Vi har jo en kirkeby og en stationsby, forklarer Ann Skov Sørensen.

Hun mener også, at projektet giver flere ældre mennesker mulighed for at blive boende i byen.

- Jeg ser nogle ældre, der bor i pænt store huse med store haver. De vil gerne sælge, men de vil samtidig gerne blive boende i byen. Men de er fanget, fordi der ikke er mindre og mere overkommelige boliger i byen. Situationen ville være en anden, hvis der blev bygget mindre boliger på arealet bag Lårbakken. Det ville til gengæld give mulighed for, at børnefamilier kunne flytte til byen og skabe endnu mere liv. Der er faktisk ikke ret mange boliger til salg i området, siger Ann Skov Sørensen.

Rema 1000 vil bygge en ny dagligvarebutik med parkeringsplads og tankstation langs Gl. Nykøbingvej. Og så vil de betale for en rundkørsel på den trafikerede Odsherredvej. Lokalplanen skal samtidig give mulighed for at bygge 110 boliger – hvor Rema 1000 selv vil stå for byggeriet af 30 boliger i første omgang.
Rema 1000 vil bygge en ny dagligvarebutik med parkeringsplads og tankstation langs Gl. Nykøbingvej. Og så vil de betale for en rundkørsel på den trafikerede Odsherredvej. Lokalplanen skal samtidig give mulighed for at bygge 110 boliger – hvor Rema 1000 selv vil stå for byggeriet af 30 boliger i første omgang. Foto: Grafik: Nick Abildgaard - TV2 ØST

Frygter for den øvrige detailhandel

Planerne har fået bølgerne til at gå højt i Odsherred. Det handler om penge og butiksdød.

- Min bekymring er, at et nyt supermarked vil tage omsætning fra den øvrige detailhandel. Min væsentligste bekymring er, at det vil gå ud over Nykøbing Sj., der er en af vores tre hovedbyer. Men det vil også få konsekvenser hele vejen op til Rørvig. Det er min hovedanke, forklarer byrådsmedlem Thomas Nicolaisen (R).

Thomas Nicolaisen (R) frygter for den øvrige detailhandel, hvis Rema 1000 åbner en forretning.
Thomas Nicolaisen (R) frygter for den øvrige detailhandel, hvis Rema 1000 åbner en forretning. Foto: Tina Mortensen - TV2 ØST

Hvis den nye Rema 1000 i Nr. Asmindrup bliver en realitet, kan det aflæses i kasseapparaterne hos konkurrenterne. Der er lavet tre analyser af konsekvenserne. Den første anslår, at det i alt vil koste omkring 40 millioner i omsætning om året for de øvrige dagligvareforretninger i området. Der er en, der skyder på, at det vil koste 50 millioner stigende til 65 millioner kroner, og endelig er der højdespringeren, der anslår, at de øvrige forretninger vil miste over 100 millioner kroner i omsætning om året.

- Jeg tror, det mest realistiske er det bud, der ligger i midten. Men som en, der kender lidt til markedet, så tror jeg, at Rema 1000 ved Odsherredvejen kan nå op på en omsætning på 80-90 millioner i løbet af nogle år, vurderer Thomas Nicolaisen (R).

Og så lige en varedeklaration: Thomas Nicolaisen er til daglig afdelingsleder i SuperBrugsen i Højby. Men både kommunens jurister og hans politiske kolleger vurderer, at han er habil i sagen.

Han mener, at Rema 1000 lokker med boliger og betalt rundkørsel for at få politisk opbakning til projektet.

- De gør det for at få det til at glide lidt lettere. Det har vi også set i andre byer rundt omkring i Danmark. Det er typisk, siger Thomas Nicolaisen.

Udvalgsformand tror på fri konkurrence

Og lige præcis løftet om boliger og en betalt rundkørsel har været med til at overbevise Mathias Hansen (V), formand for Vækst- og Udviklingsudvalget.

- For mit vedkommende er det altafgørende, at vi får en pakkeløsning. At vi både får boliger og supermarked til en by, der er inde i en god udvikling, men som med de her planer får en hjælpende hånd, fastslår Mathias Hansen.

Venstres Mathias Hansen påpeger, at det er en oplagt mulighed for handelslivet i Nykøbing Sj. at kigge på, hvor det kan blive bedre.
Venstres Mathias Hansen påpeger, at det er en oplagt mulighed for handelslivet i Nykøbing Sj. at kigge på, hvor det kan blive bedre. Foto: Tina Mortensen - TV2 ØST

Egentlig er det i strid med den relativt nye kommuneplan at placere den dagligvare forretning ved Odsherredvejen. Et vigtigt element i planen er kun at tillade dagligvarebutikker, hvor det ikke vurderes at svække handlen i eksisterende bymidter i væsentlig grad, står der blandt andet.

Mathias Hansen erkender, at det kan virke løjerligt allerede nu at fravige planen.

- Det kan virke tåbeligt, at man siger et og gør noget andet. Og jeg er opmærksom på, at vi har udlagt arealer centralt i Nr. Asmindrup til netop dagligvarehandel. Men de er jo totalt uspiselige for dem, der vil etablere dagligvareforretninger. Og så bliver du jo nødt til at se på, om du har lavet den rigtige plan. Det har vi ikke. Set i bagklogskabens lys burde vi nok have indset det, da vi lavede kommuneplanen, siger Mathias Hansen.

quote Man gør det svært for sig selv, hvis man bruger tiden på at forsøge at obstruere noget i stedet for at kigge på, hvordan man selv kan blive bedre

Mathias Hansen (V), udvalgsformand, Odsherred Kommune

Poul Offersen, der er formand for Detailgruppen i Odsherred Erhvervsforrum ærgrer sig over, at der tegner sig et flertal for planerne. Han frygter konsekvenserne for hele detailhandlen i området.

- Jeg synes, at man er i gang med at beslutte en stor fejltagelse. Politikerne har jo egentlig sagt, at de ikke vil tillade den type forretninger ude ved Odsherredvejen. Det ser man stort på. Det får ikke bare konsekvenser for dagligvareforretninger, men også for vores specialforretninger i Nykøbing Sj., fordi der kommer færre kunder ind i vores bymidte. Det vil betyde lukninger at butikker, forudser Poul Offersen.

Kritikken gør ikke det store indtryk på udvalgsformand Mathias Hansen.

- Helt grundlæggende går jeg ind for fri konkurrence. Man gør det svært for sig selv, hvis man bruger tiden på at forsøge at obstruere noget i stedet for at kigge på, hvordan man selv kan blive bedre. Jeg synes, det er en oplagt mulighed for handelslivet i Nykøbing Sj. at se på, hvordan det kan gøre det endnu bedre, blive endnu mere lækre for kunderne, så de får lyst til at tage ind i handelsgaden, siger Mathias Hansen.

Løfte om boliger er ikke bare lokkemad

Jan Poulsen er direktør for Reitan Erhvervsudvikling. Reitan er koncernen bag Rema 1000. Han lægger ikke skjul på, at løfter om betalte rundkørsler og boliger skal gøre det lettere for politikerne at sige ja til planerne.

- Det kan du godt sige. Vi bliver mødt med krav om rundkørsler og trafiklys i forbindelse med flere af vores projekter. I det her tilfælde var der åbenlyse udfordringer med trafikken i det kryds, der er der i dag. Samtidig var der et meget stort areal bag det planlagte supermarked, der rummer mulighed for boligbyggeri. Det ville vi gerne medvirke til at udvikle, og vi kunne mærke en klar interesse fra kommunen, forklarer Jan Poulsen.

Han understreger, at løftet om boliger ikke bare er lokkemad. Boligerne bliver bygget.

- Vi har sendt et tilbud til kommunen om at bygge 30 boliger. Vi har samtidig fået indikationer fra kommunen på, at den er interesseret i at få bygget almene boliger. Vores planer passede fint sammen. Vi er forpligtet til at bygge de 30 boliger, og det gør vi. Hvis de bliver en stor succes, er jeg sikker på, at vi gerne vil bygge flere, lover Jan Poulsen.

Jan Poulsen er direktør for Reitan Erhvervsudvikling, som er koncernen bag Rema 1000.
Jan Poulsen er direktør for Reitan Erhvervsudvikling, som er koncernen bag Rema 1000. Foto: Tina Mortensen - TV2 ØST

Og han er ret kold overfor debatten om, at den nye Rema 1000 vil snuppe omsætning fra andre forretninger:

- Vi synes, at kunderne skal købe ind, hvor de har lyst. Vi ved jo godt, at når vi åbner en butik, så går der omsætning fra andre. Sådan er det. Når vi åbner en butik, håber vi naturligvis, at lokalbefolkningen vil benytte sig af tilbuddet. Og jeg håber på en høj omsætning. Jo højere den er, desto mere populære er vi i lokalområdet, siger Jan Poulsen.

Og så lad os slutte med en bøn fra præsten i Nr. Asmindrup.

- Jeg håber, at det her lander, så vi får nogle boliger og en dagligvarebutik i Nr. Asmindrup. Vi er rigtig godt på vej. Og så håber jeg naturligvis, at forblive gode venner med vores nabobyer, lyder det fra Ann Skov Sørensen.

Et stort flertal i byrådet har stemt for at gå videre med planerne. Det er Socialdemokratiet, Det konservative Folkeparti, Venstre og Nyt Odsherred – i alt 16 ud af 25 byrådsmedlemmer. Nu skal der laves forslag til en ny lokalplan for området. Men sagen skal først behandles igen politisk senere på året.


Nyhedsoverblik