Arbejsdagen startede som så mange andre for Morten Høholdt, som kører en slamsuger for Odsherred Forsyning. En af dagens opgaver var at tømme en septiktank på en landejendom i Hørve på det nordvestlige Sjælland - men det skulle hurtigt vise sig at blive lidt mere dramatisk end ventet.
Familien, der bor på ejendommen, har nemlig to store newfoundlændere. Hundene skulle egentlig være lukket ind, men ved et uheld går de frit rundt på landejendommen, da Morten Høholdt begynder sit arbejde. Det har han bare ikke set.
...og så står der ellers en stor bamse nede på bunden og kigger op.
- Pludselig kan jeg se de to hunde. Da jeg vender mig om og lyser på dem med min plandelampe, bliver den ene forskrækket, forklarer han.
Forskrækkelsen får den 75 kilo tunge newfoundlænder Liam til at træde nogle skridt tilbage - og så forsvinder den ned i tanken.
Artiklen fortsætter under billedet.
Stor bamse fanget på bunden
I første omgang er Morten Høholdt meget forskrækket, men han konstaterer hurtigt, at hunden er stor nok til, at den kan stå på bagbenene i tanken og have snuden fri.
Morten Høholt spurter afsted og finder en stige og noget snor, hvorefter han ringer efter sine kolleger. Også ejernes nabo hjælper til.
- Før mine kolleger når frem, sætter jeg slangen fra slamsugeren i tanken, så den kan blive suget ren, og så står der ellers en stor bamse nede på bunden og kigger op, siger Morten Høholt.
Brandvæsnet måtte hjælpe
Sammen får vi reddet hunden op, og jeg blev helt lykkelig.
Da kollegerne ankommer, får de en snor rundt om maven på hunden. Det kan dog ikke lade sig gøre at få hunden op på den måde, og derfor bliver der ringet til brandvæsnet, som kommer med seks mand og en indsatsleder.
- Sammen får vi reddet hunden op, og jeg blev helt lykkelig. Det sjoveste er næsten, at den sådan lige ryster sig, da vi går hen mod bilerne, så både brandmænd og det hele får lort på sig. Det var de ikke vilde med, siger Morten Høholt og griner.
Ingen sure miner
Efter den dramatiske redningsaktion blev Liam skyllet grundigt, og hundens ejere, Raymond og Donina Kenny, fik besked om uheldet. Odsherred Forsyning har siden sendt en buket blomster, lidt chokolade og et kort, hvor de beklagede uheldet. Hos familien er der dog ikke skyggen af sure miner. Tværtimod.
- Det var frygteligt at høre, at ens hund har været fanget i en brønd, men det var jo bare et uheld. Det kunne være sket for alle mulige andre. Vi kan slet ikke være sure på dem, forklarer Raymond Kenny.
Artiklen fortsætter under billedet.
Glad, ildelugtende hund
Oplevelsen var voldsom for Liam, men i dag har den store newfoundlænder det helt fint.
Han er blevet vasket tre-fire gange siden, og han lugter stadig af lort
- Han er glad og tryg igen. Han har været til dyrlægen og er blevet undersøgt, og så har han fået noget medicin, forklarer Raymond Kelly.
Faktisk er der kun ét problem. Et problem af den slags, man dårligt undgår, når en tung bamse med lang, tyk pels opholder sig i en septiktank i en længere periode:
- Han lugter altså bare færdeligt ... Han er blevet vasket tre-fire gange siden, og han lugter stadig af lort, lyder det fra Raymond Kelly.