Særligt fund dukkede op på pløjemark - nu bliver stedet turistmål

En teltplads, sovepladser og et sted at købe kaffe og is skal gøre Solvognens fundsted i Odsherred mere turistvenligt

Snart vil du kunne overnatte på det historiske natursted i Nordvestsjælland, hvor Solvognen blev fundet på en pløjemark i 1902.

På et ekstraordinært byrådsmøde i Odsherred Kommune har politikerne torsdag nemlig vedtaget en ny lokalplan, der skal gøre det endnu mere attraktivt og turistvenligt at besøge stedet ved Trundholm Mose. 

quote Det er oppe på siden af Guldhornene, når vi taler om den værdi, det har i Danmark

Mathias Jensen (V), byrådsmedlem, Odsherred Kommune, formand for Vækst- og Udviklingsudvalget

I 2020 blev der opsat en kunstinstallation på naturområdet for at markere fundstedet.

Nu skal der opsættes en formidlingsstation og infopunkt, hvor gæster kan købe kaffe samt adgang til toiletter, borde, bænke, shelters og en teltplads. 

Alt det skal til sammen gøre det mere interessant for gæster at lære om Odsherreds historie, oplyser Mathias Hansen (V), der er byrådsmedlem i Odsherred Kommune og formand for Vækst- og Udviklingsudvalget.

Solvognen blev fundet, da der for første gang blev pløjet i Trundholm Mose i september 1902.
Solvognen blev fundet, da der for første gang blev pløjet i Trundholm Mose i september 1902. Foto: Line Thit Klein/Nf-Nf/Ritzau Scanpix

- Det skal gerne bidrage til Odsherred både som en dejlig naturoplevelse men også som et område fyldt med en masse kulturhistoriske værdier, siger han og fortsætter:

- Solvognen er udstillet på Nationalmuseet, og det er jo ikke noget, man har alle steder i Danmark. Det er oppe på siden af Guldhornene, når vi taler om den værdi, det har i Danmark.

Dertil håber Mathias Hansen, at udviklingen af området vil få flere til at interessere sig for Odsherreds lokalhistorie og historien om det unikke bronzealderfund, der skete i 1902, da en opsynsmand pløjede jorden.

Frygter overkommercialisering 

Solvognens fundsted ligger på Istidsruten, som er en del af Geopark Odsherred. 

Alle partier undtagen Enhedslisten stemte for lokalplanen. 

Solvognens fundsted

  • Solvognen betegnes som et bronzealderikon. Det regnes for at være blandt de mest betydningsfulde bronzealderfund i Europa.

  • Solvognen blev fundet, da der for første gang blev pløjet i Trundholm Mose i september 1902.

  • Bronzefiguren består af en sekshjulet vogn med hest med en guldbelagt solskive.

  • Den er fremstillet i ældre bronzealder, omkring 1400 før Kristus.

Kilde: Geopark Odsherred og Nationalmuseet

Det skyldes ifølge byrådsmedlem Jeppe Lynge Ravn (EL) en bekymring for at overkommercialisere området. 

- At der bliver bygget toiletter med handicap adgang er en god idé, og at skoleklasser og andre kan overnatte derude, har jeg ikke nogen problemer med, siger han og fortsætter:

- Men vi synes, at kommercialisering af det blev lidt for meget. Det er et smukt naturområde, og man kunne godt gøre lidt mere ud af det. Men vi er bange for, hvad det så vil ende med.

Projektet er udviklet af Geopark Odsherred og kommer til at koste omkring 500.000 kroner.

Heraf betales 215.000 kroner gennem midler fra EU, 50.000 kroner fra Kalundborg Refinary Fonden, mens resten finansieres af Geopark Odsherred. 

Teltplads, sovepladser og toiletter forventes at stå færdigt i slutningen af januar 2025. Det vides endnu ikke, hvornår infopunktet står klar til brug 


Nyhedsoverblik