I Grevinge kender mange den klamme fornemmelse af at have trådt i en hundelort. Der er nemlig mange hunde i byen.
De mange hunde er ikke i sig selv et problem, men mange hundeejere glemmer at rydde op når deres hunde har gjort på gaden.
Det prøver Grevinge og Herrestrup Sogns Beboerforening nu at lave om på, med på kampagnen: ”Vi flager i Grevinge og Herrestrup".
Hundeposer og flag
Samtlige husstande, pånær landejendomme i det lille sogn, har fået et brev med en slagsang, gode råd, hundeposer og et lille flag til at sætte i glemte hundelorte.
Ideen med de små flag og slagsangen er inspireret af Kirsten Larsen. Hun er med i gruppen bag kampagnen, og fortaler for at bruge humor i stedet for at råbe ukvemsord for at få glemsomme hundeejere til at samle op.
- Det nytter jo ikke noget at slå folk oven i hovederne, siger Kirsten Larsen.
Byen forskønnes
Når de aktive borgere har vundet over hundelortene, skal de i gang med andre af byens bæ'er.
Der skal ryddes op og plantes træer, og beboerforeningen har en halv million kommunale kroner at gøre godt med. Odsherred Kommune er nemlig med på, at Grevinge og omegn trænger til en forskønnelseskur for at kunne tiltrække nye borgere.
Hundelort-kampagnen gør dog ikke det store indhug i forskønnelsesbudgettet. Takket være venlige sponsorer er det lykkedes de aktive folk bag kampagnen at holde udgifterne nede på et par tusinde kroner. De er gået til trykudgifter og kuverter.