Snart bliver en del af det gamle psykiatrisygehus i Annebergparken i Nykøbing Sjælland poleret lidt i kanterne. Taget skal renoveres, og det skal facaden også – og inde i bygningen bliver der etableret 14 nye værelser.
Baggrunden skal findes i 2015, da Odsherred Teater blev slået sammen med fire andre teatre til Den Danske Scenekunstskole og en afdeling fik til huse i lokalerne.
- Vi har en meget større muskel at spille med og et større netværk at komme ud til. Det er et godt navn at være en del af Den Danske Scenekunstskole, fortæller Britt Granager-Simonsen, der er driftskoordinator på skolen.
Skolen er specialiseret i kurser og efteruddannelse. Der er plads til 30 kursister, som bor på skolen, mens undervisningen står på.
- Nogle af dem siger, at der kan ske en hel krig udenfor, uden de opdager det, fordi de går ind i den her boble. Vi har både stedet og huset, fordi de bor her, og så har vi samtidig de skønneste omgivelser, siger Britt Granager-Simonsen.
Store undervisere
Derudover trækker scenekunstskolen store navne til, der underviser på stedet. For eksempel er den kendte impro-skuespiller Keith Johnstone fra Storbritannien på besøg i disse dage for at undervise.
Og de stærke undervisere trækker kursister fra hele verden til Odsherred. Helt fra Taiwan over Australien og til Mors i Jylland.
- Han er virkelig god, lyder det blandt andet fra Fu Jong fra Taiwan om den kendte underviser.
Nu mangler så bare at give teaterbygningen en omgang indvendigt og udvendigt. Renoveringen af teaterbygningen i Nykøbing Sjælland går for alvor i gang i næste måned.