Søndag eftermiddag har to biler været impliceret i et færdselsuheld på Rørvigvej rute 225 ud for Rørvig Streetfood. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til TV2 ØST. Her modtog man meldingen klokken 13.56.
- Der har været et uheld med to biler impliceret. Den ene bil er kørt op i den anden, oplyser vagtchef Henrik Olesen.
I alt seks personer er som følge af færdselsuheldet bragt til Holbæk og Slagelse Sygehuse grundet smerter i nakken. Ifølge politiet er der dog ikke tale om alvorlige skader.
Tidligere har parkeringsforholdene netop ved Rørvig Streetfood været kritiseret for ulovlige parkeringer og manglende oversigtsforhold. Men hos politiet kan man ikke oplyse, om færdselsuheldet kan være forårsaget i relation hertil.
Yderligere omstændigheder ved ulykken har politiet ikke mulighed for at oplyse for nuværende, men der vil blive optaget rapport og afhøringer med henblik på juridisk vurdering, oplyser vagtchefen.